Matinee (1993)

    En ivrig skrækfilmsinstruktør tager alternative midler i brug for at skræmme biografgængerne.


    AMBITIØST & KIKSET

    Man kan roligt kalde "Matinee" for en bredspektret film, for instruktør Joe Dante har virkelig rørt godt rundt i gryden i forsøget på at gøre filmen til en enestående oplevelse.

    To film i én
    Ud over at være rodet er filmen oven i købet to film på én gang. Den ene film er dén, hvor John Goodman spiller gyserfilminstruktøren og effektmageren Lawrence Woolsey, der rejser rundt for at sælge sin nye b-film "Mant - half man, half ant" hvori unge teenagere vugger rundt og forelsker sig og sludrer om store bryster og blafrende skørter. Den anden film, er den, Lawrence Woolsey har med sig rundt og som skal vises i den lokale biograf, hvor alle vore teenage-venner holder til.

    Ambitiøst og kikset
    Det er vældig ambitiøst at lægge den 50'er-inspirerede sort/hvide gyserkomedie-film ind i en 90'erfilm, der skal forestille at foregå omkring 1962, men resultatet er desværre kikset.

    Boblende b-films-syrebad
    Der er gode skuespillerpræstationer fra især de mange teenagere, men det er langt fra nok til at hæve "Matinee" fra det boblende b-films-syrebad, den er godt på vej ned i.

    Overgearet og krukket
    Filmen er alt for overgearet og krukket i sin fortællestil, og den sursøde blanding af alvor, gys, komedie og sentimentalitet synes helt ude af balance.



    Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024