The Judge (2014)

Egentlig temmelig klæbrigt amerikansk, men samtidig vedkommende i sin beretning om dysfunktionelt familieliv: "The Judge" er tungt amerikansk moralsk og lommefilosofisk, men vinder på fint skuespil og underholdende universaldrama.

En kølig modtagelse
Storby-succesadvokaten Hank Palmer er nødt til at tage hjem til sin gamle far på landet, da beskeden om morens død havner på hans telefonsvarer midt under en retssag. Hanks forhold til faren, der er højt estimeret dommer på sin hjemegn, er mildt sagt anstrengt, og det bliver da også en kølig modtagelse, der venter ham.

Tættere på far?
Men da dommeren pludselig er hovedmistænkt i en mordsag, føler Hank sig nødsaget til at blive hjemme. Så kan han jo passende hygge lidt med sine brødre, som han ellers aldrig ser og – med lidt held – komme bare en anelse tættere på sin gamle far, der desuden viser sig at være uhelbredeligt syg.

Den store klichéløber
Og ja, den store klichéløber er rullet ud. Alle dramaer mellem brødre, far og søn og advokat og lokale blondiner er for så vidt forudsigelige, og der spares ikke på hverken rørstrømskhed eller bitterhed. Det er en film, hvor begivenhederne er skåret ud i pap, hvilket ikke levner de store frie armbevægelser til skuespillerne.

Klassisk rod i privatlivet
Alligevel lykkes det Robert Downey Jr. at få en ret fin præstation ud af sin advokattype med klassisk rod i privatlivet, og 83-årige Robert Duvall har rigtig gode øjeblikke i den Oscar- og Golden Globe-nominerede præstation. Desværre overspiller han de mest intense sygdomsscener, der ellers kunne have været frygtindgydende i deres ærlighed.

Glat og kedelig
Vincent D’Onofrio er desværre noget bleg som brormand Glen, mens deres mentalt udfordrede bror spilles udmærket af Jeremy Strong. Billy Bob Thorntons anklagertype er temmelig glat og kedelig.

Anonyme toner glatter ud
Cheffotograf Janusz Kaminski får flotte resultater ud af sin kameraflirt med advokatens landskabsmæssigt flade barndomshjemegn, og Thomas Newman sørger for de "rette", om end temmelig anonyme toner – musikken glatter ud de "rigtige" steder.

En lille halv time for lang
Givetvis en lille halv time for lang. Det føles ikke som en tvingende nødvendighed at trække begivenhederne ud i to timer og et kvarter, selvom der selvfølgelig skal levnes plads til den i begyndelsen nærved utænkelige forsoning mellem far og søn.