Tokarev (2014)

    En mand med en gusten fortid er faldet til ro i hverdagen. Men da hans datter bliver brutalt myrdet, må han i hævnrustningen.


    HÆVNEN ER BITTERSØD!

    Et papirstyndt actionplot og en skare mere end almindeligt tamt spillende stjerner former hér en actionoplevelse tæt på det tungen-ud-ad-vinduet-rækkende.

    Hævn for alle pengene
    Men der er alligevel et eller andet over hævntematikken og måden, den serveres på, der afstedkommer en lille portion actionelegance – og så muligvis dét tilfældige faktum, at en til at begynde med helt rolig fortællestil giver mulighed for at trække vejret.

    Action i storbyen
    Nicolas Cage spiller enkemanden og faren Paul Maguire, der ovenpå en fortid som kriminel er faldet lidt til ro. Men snart finder han sin datter kidnappet og siden myrdet, og så lægges der ikke fingre imellem på hævntogtet gennem storbyen.

    Noget ekstremt i vente
    Første halvdel af "Tokarev" – eller "Rage", som filmen også er kendt som – er som nævnt forbløffende jordbunden. Her er Maguires livsstil fortalt i et roligt og, vil nogle sige, kedeligt tempo. Ikke desto mindre er dét filmens klart bedste halvdel, for noget ekstremt og hævntørstigt er uundgåeligt i vente.

    Bitter mikstur
    Snart kammer filmen helt og aldeles over i en bitter mikstur af usandsynligheder, komplet med lidt underhåndsaftaler med politiet. Amerikanerne elsker det dér med selvtægt, hvor politiet sådan lige går med til at se gennem fingre med, at daddy går amok med et Tokarev-våben.

    Filmen kæntrer
    Filmoplevelsen kæntrer nu helt efter bogen, og de himmelvendte øjnes fortællestil tager over. Komplet med ekstrem hektisk klipning, lyddesign og brug af musik. Bedst på skuespillerholdet er Peter Stormare i en lille birolle som kørestolsbundet "kammerat fra gamle dage", der giver gode råd.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2014, USA, Action, Krimi, Thriller, 98 min.

    Dansk titel: Rage
    Instr: Paco Cabezas Prod: Michael Mendelsohn, Richard Rionda Del Castro Manus: Jim Agnew, Sean Keller Foto: Andrzej Sekula Klip: Robert A. Ferretti Mus: Laurent Eyquem