Unleashed (2005)

    En rå kriminel bagmand har holdt en mand i fangenskab og har trænet ham som en hund til at blive et mordvåben, der slår ihjel på sin herres kommando.


    MIT LIV SOM HUND

    Fransk opfindsomhed i internationalt snit: Instruktør Louis Leterrier vækker her Luc Bessons actiondrejebog til live i en i bedste fald alternativ – men også aparte – historie om bundkriminel kompromisløshed.

    Hund siden drengeårene
    Menneskehunden Danny, her i skikkelse af Jet Li, er blevet holdt i fangenskab af sin herre Bart siden drengeårene. Trænet til at slå ihjel på kommando, når halsbåndet bliver taget af halsen, har Danny aldrig oplevet andet end sin særlige funktion.

    På egne (to) ben
    Men efter en bilulykke står Danny pludselig på egne ben (og nej, han går trods alt ikke på alle fire). Ved et tilfælde træffer han Morgan Freemans blinde klaverstemmer Sam, der tager den mærkeligt tavse herreløse type med hjem og præsenterer ham for sin datter.

    Nye sider af livet
    Nu begynder andre sider af livet at præsentere sig for Danny, og han er begejstret for det, han oplever. Uheldigvis er han i højrisiko for at havne i kløerne på sin herre igen, og den gamle hundetilværelse er bestemt ikke noget, Danny stræber efter at vende tilbage til.

    Svingende niveau
    Jet Li har fine øjeblikke i titelrollen, men forfalder også til "øjne så store som tekopper" og betuttet fjæs i lidt for mange scener. Dette skyldes ikke mindst et manuskript af meget svingende niveau og ude af balance.

    Klinger falsk
    Bedst er Bob Hoskins som kompromisløs "hundefører" og Morgan Freeman som hans sympatiske modstykke i rollen som den blinde klaverstemmer. Men helt generelt er det svært at tage ret meget ved "Danny the Dog" alvorligt, fordi filmen (som klaveret) klinger falsk.

    Koreografisk amok
    Når Danny slippes løs ved forskellige lejligheder, går filmen helt amok i sirligt koreograferede martial arts-scener, komplet med oceaner af kække klip og underlægningsmusik.

    Rå action
    Og i det samlede billede fylder den mest interessante historie – Dannys møde med den nye og fri verden – for lidt og bliver et ufrivilligt komisk intermezzo i en film, der allerhelst vil imponere på sin rå action. Phyllida Law kan opleves i en mikroskopisk birolle uden substans.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2005, Storbritannien, Action, Krimi, Drama, 103 min.

    Dansk titel: Danny the Dog
    Instr: Louis Leterrier Prod: Luc Besson, Steven Chasman, Jet Li Manus: Luc Besson Foto: Pierre Morel Klip: Nicolas Trembasiewicz Mus: Neil Davidge, Massive Attack