Walking Tall (2004)

Det begynder egentlig rimelig hæderligt: En stor, stærk mand vender hjem til sin barndomsby og finder den i en ilde forfatning. Savværket er lukket, og i stedet er skudt et kasino op.

Piben får en anden lyd
Da vores nyhjemvendte helt, der lyder navnet Chris Vaughn, begynder at ridse lidt i lakken, går det op for ham, at hjembyen er blevet både lovløs og utryg. Men han må ty til ganske hårde metoder (som han bliver honoreret for i retten), før han kan få jobbet som byens sheriff og give piben en helt anden lyd.

Med rank og stolt hals
Titlen "Walking Tall" refererer til evnen at kunne gå med rank og stolt hals, og dét er, hvad Chris stræber efter. Både for sig selv, sin familie og den genfundne ungdomskæreste. Men før det kan ske, må han i aktion mod både ordens- og kasinomagten.

Hjem til farmand
Filmen har sin force i skildringen af "hjem-til-farmand"-dramaet. Her er masser af nostalgi, og der forfaldes endnu ikke til overgjort fortællestil. Men det ændrer sig, i takt med at plottet kammer over i den vægtige selvtægtsaction, der opstår både før og efter, Chris er blevet valgt til byens sheriff.

Guf til aftenkaffen
Amerikanerne kan øjensynlig ikke få nok af denne type historie, hvor én mand tager affære mod en større flok samvittighedsløse kriminelle. Det er bare guf til aftenkaffen, og hér leverer "Walking Tall" da også varen med en veltrænet Dwayne Johnson i hovedrollen, mens han endnu syntes, det var kækt at blive krediteret under sit nickname, The Rock.

Trofast stemningsdiktator
Neal McDonough er som sædvanlig den selvskrevne superskurk med sit særlige blond-kyniske blik. Graeme Revell sørger for den bombastiske musik, der er en trofast stemningsdiktator filmen igennem, hvis man ellers skulle være i tvivl om udviklingerne.