Sommeren '92 (2015)

"Sommeren '92"... Mere behøver man ikke at sige for at komme i godt humør, hvis man er blandt eliten, der oplevede EM-slutrunden i Sverige og den for det danske landshold meget særprægede optakt.

Oplagt stof til en spillefilm
Så allerede i dette faktum er der stof til en spillefilm, og året efter landstræner Richard Møller Nielsens død i 2014 kom den så: Kasper Barfoeds fortolkning af den nationale fodboldfest, som ingen havde set komme.

Sprødt tidsbillede
Det er lige før, at "Sommeren '92" kan bruges som lægeordineret middel mod dårligt humør, i hvert fald hvis man selv var aktør i folkefesten, aktiv eller passiv. For selvom Barfoeds film langt fra er rendyrket komedie, indfanger den mange komiske situationer i og omkring det broget sammensatte fodboldhold, ikke mindst i et spot-on crispy tidsbillede.

Veloplagt skuespil
Flere af de veloplagte skuespillere ligner faktisk fodboldstjernerne ret godt, og man har taget sig god tid til at studere idolernes særkender, helt ned til stærke kendetegn i ansigtsmimik. Bedst og overskyggende er Ulrich Thomsen som filmens markante hovedperson: "Sommeren '92" er nemlig mere end noget andet en biografi om Richard Møller Nielsen.

Gennemsympatisk portræt
Thomsen former et gennemsympatisk portræt af den knalddygtige og jordnære fynbo, som ingen til at begynde med har tillid til. Det er et af flere stærkt identificerbare elementer, der perspektiverer de fodboldfaktuelle højdepunkter. Et andet er Kim Vilforts hjerteskærende hjemlige krise med et kræftsygt barn.

Historie på græs
Alle fodboldtossede får sikkert gåsehud, hver gang en kampdetalje genfortælles. Her er kombinationen af arkivfilm og genskabelse på græs optimal, og de historiske begivenheder er medrivende og kan bestemt ikke genfortælles ofte nok – og det var alt for længe siden, indtil Barfoed kom med sin film.

Uden store armbevægelser
Den dramatiske komedies fortællestil er generelt uden de store armbevægelser, og det glæder med den rolige kameraføring og tid til eftertanke i detaljen – ikke mindst når Møller Nielsen gør sig sine taktiske overvejelser.

Afmålt brug af musik
Den pænt nedtonede filmmusik viser sit ansigt i nogenlunde afmålte blokke, men kan være for dominerende, særligt i scener af mere følelsesladet karakter.