Platoon (1986)

Oliver Stone gengiver her meget fint den psykiske tortur, som soldaterne oplevede under Vietnam-krigen. Filmen følger en gruppe amerikanske soldater, der alle tager situationen på hver deres måde.

Dræbermaskiner
Nogle vil bare i gang med at dræbe, mens andre åbenlyst afskyer krigen. Samtidig kan dette psykiske pres vise sig at have en negativ virkning på soldaterne, således at de, der måske var mere bløde, nu bliver hårde og koldblodige.

Psykologisk terror
"Platoon" er primært en psykologisk krigsfilm og ingen hårdkogt effektfilm. Oliver Stone viser dygtig personinstruktion; alle skuespillerne udstråler høj grad af indlevelse. Som det gennemgående musikalske tema har man valgt Samuel Barbers smukt sørgelige "Adagio for Strings, op 11", dog i denne blodige filmiske sammenhæng ikke det bedste match. Musikken bliver ganske enkelt brugt alt for meget.
 

Totalt mørke

Det meste af filmens første time foregår i næsten total mørke, og det kan være svært helt at følge med. Senere kommer lyset dog tilbage, og handlingen bliver følgelig mere intens og farverig.

Indbyrdes nervekrig
"Platoon" omhandler ligeså meget soldaternes indbyrdes nervekrig som selve krigens klamme kolde død. Det er ikke en decideret uhyggelig filmoplevelse. Skildringen koncentrerer sig klogt om en række mænds skræk for og reaktioner på det umenneskelige - dødsinfernoet.
 

Brutale mord

Hvad man til gengæld kan kalde uhyggeligt, er når soldaterne går amok og ikke længere kan kontrollere deres frustrationer, hvilket resulterer i brutale mord.

Vellykket Vietnam-krigsfilm
Det er ikke helt let at lave en vellykket Vietnam-krigsfilm, men Oliver Stone har opskriften. Mange andre film om krigen omhandler i meget høj grad veteranernes psykiske kvaler hjemme i USA flere år efter krigen, og det bliver som regel både vammelt og utroværdigt.