Naar Katten er ude (1947)

Dette tamme, efterkrigskomiske udspil fra Lauritzen/O’Fredericks fik først og fremmest masser af omtale, fordi den betød Gerda Neumanns sidste filmrolle. Kort efter de sidste filmoptagelser døde hun nemlig i en flyulykke.

Neumanns sidste film
Derfor skal man også et stykke ned i filmanmeldelserne for at finde holdninger til selve filmen. Langt de fleste skriverier drejede sig om det ubegribelige i, at Neumann nu ikke længere var lærredspotentiale.

Hårde ord med på vejen
"Fornem Kabaretkunst i billig Ramme", "Munter og uskadelig" og "Saare spinkel," lød det bl.a. Manuskriptforfatteren Grete Frische fik et par hårde ord med på vejen: "Grete Frische har Humør, men mangler Stil. Han kan faa en god Idé, men hiver den ud af sin Gasovn, inden den er bagt færdig."

Ualmindelig tyndt plot
Som det er kendetegnet ved mange af periodens film, er plottet i "Naar Katten er ude" da også mere end almindelig tyndt. I fokus er Svend Asmussens violinspillende Bent, der ikke vil føje sin gamle far og blive læge.

Det musikalske gennembrud
Han flytter hjemmefra for at pleje sine strenge og klage sin nød, men vennerne har mere end nok i deres egne sorger, som kan sammenfattes i et ord: Penge. Mon dog ikke der er håb forude? Hvis bare han lige kunne få det dér lille musikalske gennembrud.

Alt for mange fyldscener
Ved premieren i Stockholm skrev avisen Expressen, at "det var netop sådan en film, som kun danskerne kan lave den: Hyggelig uprætentiøs, men glitrende af charme." I dag er det vanskeligt at finde ind til ret meget charme i Lauritzen og O’Fredericks’ venstrehåndsarbejde, der er præget af alt for mange fyldscener, hvor vi ikke kommer ud af stedet.

"Den sædvanlige danske Vrøvlefarce"
Som det meget rigtigt lød i en samtidsanmeldelse: "Den sædvanlige danske Vrøvlefarce med gags – et Par morsomme – og nogle Snese fortærskede. Vi fik Trioen tilsat en Samling Bifigurer, som i Taabelighed og Mangel paa Interesse sikkert kun har deres Mage i andre danske Farcer."

"En Tossefilm"

"Selvfølgelig kan man lave en Tossefilm, men saa maa der mere Tempo paa, Konsekvens og nogle Ideer, vi ikke kan til Bevidstløshed idenad i Forvejen. Endelig maa den ikke plettes af den haabløse Dialog, som her dukkede op og dunkede Tilskuerne i Hovedet med Køller: Den var særdeles og især ganske aandsforladt."

Pædagogisk anlagt underholdning
Sven Gyldmark og Amdi Riis har begået musikken, der omfatter flere kække trio-musikalske indslag, ikke mindst da den håbefulde unge trio kommer i selveste Statsradiofonien. Men der er ikke meget ved den pædagogisk anlagte og troubadur-prægede underholdning.

Jappende skuespillere i 1947!
Interessant nok harcellerede en anmelder over, at skuespillerne jappede allerede her i 1947. Det sætter unægtelig nutidens utydeligt talende danske skuespillere i et kuriøst perpektiv:

"Ikke noget med Tempo at gøre"
"Og saa en lille instruktørmæssig Anke: Hvorfor skal Skuespillerne altid tvinges til at jappe saa uhyggeligt. Det har jo slet ikke noget med Tempo at gøre. I Gaar skete der det, at den Scene, der skuespillermæssigt set virkede bedst, var en lille Dialog mellem Henry Nielsen og Buster Larsen som en Gartner og en Tyv. Det var rigtigt Lystspil – takket være de to Skuespillere, der virkelig fik sagt Replikkerne og ikke liret dem af for at faa "Tempo"."