Ransom (1996)

Med "Ransom" har Hollywood-instruktøren Ron Howard endelig bevist, at han kan lave en seriøs og frem for alt velfungerende film. Effektiv spænding, stærkt skuespil og et friskt og anderledes billedsprog er tre ting, der kan fremhæves fra filmen for at understrege denne glædelige nyhed.
 

Uden direkte sukring

Det er første gang, Ron Howard beskæftiger sig med actiongenren, og han har samtidig pillet lidt ved det hovedtema, der har præget hans tidligere film: En hyldest til familien. I dén forstand er "Ransom" nemlig kun meget sjældent (!) amerikansk og uden en direkte sukret happy ending.

En selvmodsigende hyldest
Filmen er i og for sig stadig en hyldest til familien, men en mere afdæmpet og stedvis selvmodsigende hyldest, som tilskueren bedre kan forholde sig til. Resultatet af Howards første rigtige actionfilm er ganske pænt, og de to timer flyver af sted.
 

En udspekuleret kidnapning

For en gangs skyld er den stenrige Tom Mullens flyselskab i vanskeligheder, og da Tom står anklaget for at have betalt bestikkelse, ser et par forbrydere en mulighed for at kidnappe hans niårige søn, Sean.

Forbryder i politiklæder
Nu skifter Tom pludselig rolle fra at have været potentiel forbryder til at være offer for en forbrydelse. De fem personer, der har taget sønnen til fange og lagt ham i et fugtigt værelse med tape for øjnene og lænker om arme og ben, ledes af Jimmy Shaker, en forbryder gemt bag en politimands troværdige facade.

Til fange i fugtigt rum
I det fugtige rum, hvor Toms søn bliver holdt fanget, er lyset mærkelig "infrarødt", og en slemt stressende heavy metal- musik kører i baggrunden. Nok ikke i historiens virkelighed, men som en effekt, der skal få publikum til at rynke mere på næsen. Tom Mullen og hans kone, Kate, bliver naturligvis paniske og er til at begynde med helt indstillet på at betale kidnapperne de $2 mill., som kravet lyder på.
 

En uventet udmelding

Men efterhånden får Tom en fornemmelse af, at han alligevel aldrig får sin søn at se i live igen, og han stiller sig frem på tv for at give kidnapperen følgende meddelelse: Han vil ikke længere betale $2 mill. for sin søn.

Rollerne byttes
I stedet vil han udlodde en dusør på det samme beløb til den, der kan afsløre kidnapperen. På dén måde får Tom vendt spillet fuldstændig rundt - på mange måder til sin egen fordel. Selvom kidnapperen bliver ved med at påstå, at han til enhver tid bare kan slå sønnen ihjel, synes Tom alligevel at have trukket det længste strå. Langsomt, men effektivt bevæger forbryderen sig nærmere Tom, indtil de til sidst står ansigt til ansigt..

Veloplagt Gibson
Tom spilles pænt af en veloplagt af Mel Gibson. Det frustrerede, grublende udtryk, Tom bør have af hele tiden at befinde sig i et kæmpe dilemma, er Mel Gibson den rette til at udtrykke. Gary Sinise yder en rigtig stærk præstation som skurken, og samtidig giver han Gibson en god portion modspil, hvilket er nødvendigt for at opretholde spændingen i historien.

Humor i biroller
Rene Russo er til gengæld en skygge af sig selv i birollen som Toms ligeså frustrerede kone, Kate, men i de mange FBI- og skurkebiroller finder man godt og til tider humoristisk skuespil.
 

Vovede indstillinger

Ron Howard har udtalt, at han i "Ransom" har været lidt mere vovet hvad angår det fotografiske udtryk. Der er flere spændende kamerature og crainings, ligesom han sommetider vælger en mere urolig kameraføring med hurtige panoreringer fra side til side.

Lovende seriøs debut
Et par gange undervejs giver sætningerne I love you og We love you genlyd, men ellers er "Ransom" overraskende "u-Ron Howard'sk". En lovende "seriøs debut". Tillykke Ron!