Orchidégartneren (1977)

Mens Lars Trier endnu var indskrevet som studerende på filmvidenskab i København, kom han i forbindelse med kræfterne bag den entusiastiske Filmgruppe 16, der bl.a. havde ambitioner om at højne standarden for dansk amatørfilm – kunstnerisk og teknisk.

Rynker på næsen
Der blev rynket lidt på næsen ad den unge Triers forslag om at realisere "Orchidégartneren", løseligt baseret på Triers egen upublicerede roman. Men gruppen var alligevel villige til at satse lidt, og Trier kom på banen.

Referencer
Når "Orchidégartneren" betragtes i dag, faldes der straks over de mange detaljer, som Trier bruger som referencer i sine senere og internatioanel film. Det er på mange måder dén film, der udgør støbeskeen- eller formen for Triers kommende oeuvre.

Den kunstneriske frihed
Historien er usammenhængende og i stedet båret af det kunstneriske og avantgardismens frihed: Den unge og psykisk uligevægtige billedkunstner Victor Marse (spillet af Trier selv) er fascineret af kvinder – på godt og ondt.

Den selvvalgte lidelse
Filmen kredser om Marses anstrengte personlighed, hans brister og mentale vanvid, der ind imellem kammer over – sådan antydes det i hvert fald. Det er den selvvalgte lidelse og dennes æstetik, der er kortfilmens bærende dramaturgi og visuelle udtryk.

Dueblod som kindrødt
Dialogen er sparsom. Her er i stedet en fortællerstemme, der fører os ind i Marses skæbne. Men uden at Marse eller hans handlinger egentlig retfærdiggøres eller forklares. Symbolikken tager over og drejer i stedet filmen ind og ud af det glade vanvid. Naziemblemer, Marse i dametøj, en due, der får revet hovedet af med heraf følgende dueblod som kindrødt.

Ingen fjerlet symbolik
Med andre ord: Ingen fjerlet symbolik, snarere er vi dybt nede i psykoanalysens mørkeste fortolkningslag, og den unge Trier er helt med på, i hvilken retning, dét bærer filmoplevelsen.

Usynkroniseret eksperimentalprojekt
Det er netop noget af det, der er mest fascinerende ved dette usynkroniserede ungdoms-eksperimentalprojekt. Den godt 20-årige Trier har allerede fingrene dybt nede i fortolkningslagenens honningkrukke og har et påfaldende mod til at gå hele vejen med grimhedens æstetik i vanviddets uforudsigelige indpakning.

Kompromisløshed
De elementer af skuespil, der trods diffusiteten kan fremhæves, vidner også om en instruktør skåret ud af kompromisløsheden. Der er ingen iøjefaldende amatørisme, snarere en stædighed til at opnå den nøjagtige stemning. Og Trier selv er dygtig til at indramme det glade vanvid som Victor Marse.

Frie fortolkninger
Lyden er primitiv, men helt i trit med de frie fortolkninger af kunst og eksperiment. Ind imellem opstår pludselig skøn musik, der igen afbrydes brutalt. 16mm-kameraet beskærer og skønmaler efter forgodtbefindende i det sort/hvide drama, der helt efter bogen aldrig opnår hverken forløsning eller forklaring. Filmen er i sig selv den uforudsigelige spændingskurves klimaks fra ende til anden.