Saving Private Ryan (1998)

Brutal og svært bekostet krigsfilm, der brænder sig fast på nethinden, banker taktfast på trommehinden og skubber til alle mareridtsagtige forestillinger om dødsangst.
 

54 år efter D-dag

54 år efter det blodige slag i Normandiet formår Steven Spielberg at sætte en skræk og en klump i henholdsvis livet og halsen på sine tilskuere. Steven Spielberg har prøvet kræfter med et utal af genrer gennem karrieren. Og med "Saving Private Ryan" leverer han en af sine mere helstøbte film. Spielbergs idé med "Saving Private Ryan" er at skildre 2. verdenskrig på en måde, som vi aldrig har set den skildret før i fiktionsfilm.

Barsk indledning
Og det er lykkedes flot: Den lange og meget barske indledningssekvens viser den blodige landgang på D-dagen i Normandiet. I et ucensureret helvede af åbne sår, afrevne arme og voldsomme blodmængder sørger det håndholdt og bevidst panisk førte kamera for at give en følelse af autenticitet, som man sent skal glemme.
 

Helsindet igennem

En mindre gruppe amerikanske soldater kommer helskindet igennem udslettelsesmassakren og forsøger at bearbejde de usigeligt barske hændelser, de har været igennem. Reaktionerne er meget forskellige. Her er nogen, der bryder sammen i krampelatter, mens andre gemmer ansigtet i hænderne og kan være gråden nær.

Ordrer fra højeste sted
Snart lyder ordrer fra højeste sted, at en gruppe på otte soldater, ledet af kaptajn John Miller, skal finde og redde faldskærmssoldaten James Ryan, hvis tre brødre er faldet i krigen. Man mener, at moderen dog skal have én søn hjem i live.
 

Særdeles farefuld færd

For John Miller og hans mænd er der bare tale om endnu en mission, upåagtet at den synes meningsløs og tåbelig. For hvorfor sætte otte soldaters liv på spil på grund af én menig? Det er en særdeles farefuld færd at kæmpe sig frem gennem fjendens linjer.

Teknisk vælde
"Saving Private Ryan" er storslået i al sin tekniske vælde, og Robert Rodats historie er både dygtigt og intelligent skrevet. Uheldigvis er man ikke helt sluppet udenom det amerikansk-patriotiske syn på militæret, hvilket ofte skinner igennem i dialogen og sådan set indrammer filmen, der begynder og ender med et totalbillede af det blafrende amerikanske flag.
 

Intens spænding hersker

Somme tider forfalder skuespillerne til det tilsvarende overpatriotiske, men for det meste overskygges disse tendenser af den ubeskriveligt intense spænding, der hersker i de fleste scener.

Hårrejsende
Det er bemærkelsesværdigt, som hårene kan rejse sig på huden, når John Millers lille gruppe ligger skjult i ruinerne og venter på mødet med en stadigt nærmere-kommende tysk styrke. Lyden af de vældige tanks, der kommer nærmere og nærmere, er lyden af angst og død.

Svulstig slagside
John Williams’ musik er en kraftfuld og lovligt anmassende understøttelse af patriotisme og ups & downs blandt sårede soldater - men sådan har Spielbergs filmuniverser altid haft en svulstig slagside.