What Planet Are You From? (2000)

Veltimet absurd komik med overpjattede slagsider: "What Planet Are You From?" er afgjort mest morsom og skæv i starten, men forfalder siden til regulær sødsovset romantik med et twist.

Ingen følelser
På en fjerntliggende planet en del solsystemer fra Jorden har beboerne ingen følelser og reproducerer sig gennem kloning. Nu er planen at overtage Jorden, som man har hørt godt om, og i første omgang sendes en repræsentant af sted i forsøget på at vinde en kvindes hjerte og få et barn med hende.

Diller-vibrator
Det er ikke helt uden komplikationer, skal det vise sig, særligt fordi det menneskelignende rumvæsen Harold Anderson fra naturen ikke er udstyret med en diller. Man har forsøgt at montere en attrap, men den siger sjove vibratorlyde, hver gang Harold bliver opstemt.

Erobrer hjerte og skød
Det lykkes ham dog alligevel at erobre både hjerte og skød hos den usikre Susan, men hvordan vil hun reagere, når hun hen ad vejen finder ud af, hvem Harold i virkeligheden er?

Vellykket humor
Der er vellykket humor på banen, når rumvæsnerne skal skoles i, hvordan man lytter til en kvindes talestrøm og svarer "interesseret" med et "aha". Og helt nede på Jorden er John Goodman i fin form som betjenten Roland Jones, der som den eneste er ved at have gennemskuet Harolds sande identitet.

Fat i den lange ende
Garry Shandling leverer varen nogenlunde i hovedrollen, ligesom Annette Bening har fine øjeblikke som den hen ad vejen ulykkeligt gifte Susan. Men det er primært i de mange fine jokes centreret om parforhold og sex, at filmen lykkes. Her har man fat i den lange ende, så at sige.

Usandsynligheder i kø
Usandsynlighederne står i kø, fx er det påfaldende, at Susan aldrig går hele vejen i sin efterforskning, når hun erfarer, at Harolds diller brummer. Hun ser den tilsyneladende aldrig.

Den rene sødsuppe
Det ærgrer, at de skæve indfaldsvinkler ikke får lov til at leve filmen igennem, og at det i stedet udvikler sig til den rene sødsuppe, suppleret af tiltagende plathed. For en sikkerheds skyld understøttet af Carter Burwells temmelig flade underlægningsmusik.