Midnight Special (2016)

Jeff Nichols fik sit gennembrud som instruktør med det mentalt uligevægtige blæsevejr af en filmoplevelse Take Shelter (2011) og fulgte op med den langt mere vellykkede Mud (2012) om farligt venskab i Arkansas’ ødemark.

Spielberg-fandyrkelse
"Midnight Special" er Nichols’ fjerde spillefilm og udgør knap to timers intens nedtonet fandyrkelse af Steven Spielbergs mest fantasiprægede film, herunder i særlig grad Close Encounters of the Third Kind (1977), Artificial Intelligence: AI (2001) og E.T. – The Extra Terrestrial (1982). Med andre ord en ung instruktørs begejstring for en fantasigenre med et børneperspektiv, tilført et lag af egen skævhed.

LED-falkeblik
Helt central for filmen er i hvert fald 8-årige Alton, der har "særlige evner" og af samme grund er i alle statslige instansers søgelys, inklusive FBI og militæret. Alton kan se og høre ting, som almindelige mennesker ikke kan opfatte, og hans særligt kraftige LED-falkeblik blænder alt og alle til den umiddelbare passivitet.

Science fiction-brikker
Af samme grund forsøger Altons far, der er med ham på flugt fra alt det onde, at beskytte drengen fra både dagslys og mennesker. Men helt hvorfor Alton er, som han er, og hvad det er, han kan, er overladt til tilskuerens fantasi – og det skal vise sig at blive et meget langstrakt sølvfad med små dramatiske science fiction-brikker, som du selv må forsøge at lægge til et sammenhængende billede.

I ukendt terræn
Det er tydeligvis ikke Nichols’ hensigt at komme med forklaringer eller facitlister på filmens mærkværdige drengemidtpunkt. Bag de skinnende øjne gemmer der sig et hjerte af guld, der banker for familieliv og normalitet. Men der er mere på spil. Er det venner fra det ydre rum eller bare en meget bredspektret frekvensforstyrrelse? Svaret blafrer i ukendt terræn.

Udtalt mørke
Filmen er præget af udtalt mørke. Stemningen er mørk, anspændt og mystisk. Men også billedsiden, der er filmens flotteste og mest markante kunstneriske aftryk, er et stilstudie i mørke, på flere niveauer. Blandt andet fordi Alton helst ikke må få dagslys. Adam Stones fotografering er af meget høj klasse, særligt i de tiltrængt jordnære perspektiveringer med naturens uendelige vidder, ofte set oppefra, eller horisontalt i fart på vej et eller andet sted hen.

Unødvendig eksplosion
Det er samtidig beundringsværdigt, at store dele af filmen er fritaget for underlægningsmusik. Mest markant og oprigtigt står filmens første time, der i lydbilledet har langt mere fokus på oprigtighed end prætentiøs overfortælling. Hvad der desværre tippes over i hen imod slutningen, med slutscenen som en helt unødvendig eksplosion for fuldt symfoniorkester, og en killer for troværdigheden.

Tro og mystik
Et skoleeksempel i øvrigt på en scene, der kunne have haft langt mere introvert styrke og klang ved at stå alene i sin egen ophøjede mystik og småreligiøse himmelflugt. For tro og mystik går ofte hånd i hånd i filmens verden, og det er i hvert fald ikke første gang, vi mærker det hos Jeff Nichols.

Håndtam historie
"Midnight Special" tager sig helt enorm god tid til at fortælle den grundlæggende håndtamme historie, som Nichols selv har leveret manuskript til. Efter en lovende start med både energi, skævhed, visuel elegance og saftig fremdrift forfalder filmen til det lommefilosofisk navlepillende og rykker sig ikke meget ud af stedet. Det bliver både unødvendigt kedeligt og uklædeligt selvsmagende, og man klynger sig nærved udelukkende til filmens visuelle styrker som trofaste halmstrå i en usikker og uforklaret scifi-verden.

På sorte tangenter
Michael Shannon, Joel Edgerton og Kirsten Dunst spiller udelukkende på sorte tangenter i et mærkværdigt farveløst spektrum af depressiv bekymring. Jaeden Lieberher, der har en langt herligere rolle over for Bill Murray i komedien St. Vincent (2014), tilfører en anelse charme i den centrale mystikrolle, men historien levner ikke meget plads til hverken barnlige eller voksne kreative armbevægelser.

Vellykkede visuelle effekter
I de vellykkede visuelle effekter, hvor drengens særlige evner kulminerer, mærkes lidt af det, som filmen burde have rummet meget mere af: Hårrejsende, kosmisk perspektivering med gåsehudseffekt. Bombastisk, men virkningsfuldt.