Spartacus (1960)

"Spartacus" er den eneste af Stanley Kubricks film, som han ikke selv havde fuld kontrol over. Efter en kort periode blev filmens oprindelige instruktør Anthony Mann fyret, og det var hovedrolleindehaveren Kirk Douglas, der fik Kubrick på tale.
 

Stiv Hollywood-produktion

Men filmen fungerer ikke rigtig, udover på et stift, unaturligt Hollywood-plan, og man kan ikke lade være med at få dén tanke, at det kan skyldes, at mesterinstruktøren ikke havde herredømmet over filmen fra begyndelsen..

Onde drømme
"Spartacus" er den sande historie om en oprørsk slaveskare, anført af den djærve Spartacus. En slaveskare, der i et par år omkring år 73 f.v.t. truede det romerske rige og gav storstadens ledere onde drømme.
 

Smittende kampgejst

Slaverne brød ud af fængslet, da de ikke ville finde sig i, at de blev tvunget til at kæmpe mod hinanden i gladiatorkampe, til de døde. Spartacus er en rigtig kæmper, der aldrig giver op, og det smitter af på alle omkring ham. De er villige til at gå i kamp mod de romerske soldater.

Imponerende udstyrsstykke
Filmen er et imponerende udstyrsstykke langt hen ad vejen. Skuespil, fotografering og klipning er af betagende høj standard, men da vægten i den sidste time i høj grad bliver lagt på skildringen af en romance mellem Spartacus og slavinden Varinia, vatter hele historien betragteligt ud og synes at sabotere resten af herligheden.

Generende kulissebrug
Nu opleves brugen af kulisser langt mere tydeligt og er direkte generende. Samtidig bliver Alex Norths amerikansk-patriotiske musik mere og mere påtrængende og er hele tiden på grænsen til at gå helt amok i en blanding af potente kamptemaer og slemt sukrede kærlighedstemaer.

Ustabil rytme
Filmens rytme bliver også ustabil, da der på samme måde næsten udelukkende skiftes imellem actionprægede scener og overlange romancescener mellem Spartacus og Varinia. Efterhånden bliver "Spartacus" således langt mere amerikansk, end godt er.

Veloplagt spil
Det forbilledlige tekniske arbejde og det veloplagte skuespil kompenserer dog en hel del i helhedsindtrykket. Tidsbilledet er mange steder perfekt ramt, og kostumerne er beundringsværdige.