Stargate (1994)

Effekterne strømmer rent ud sagt ud af alle ender i dette science-fiction-eventyr. Det er en teknisk veludrustet film, der i perioder efterlader tilskueren med åben mund og polypper. Men det er samtidig en skuffelse, at historien næsten helt savner fremdrift. Der er stort set ingen historie at arbejde med, og derfor bliver filmen et fladt bekendtskab.
 

På randen af sammenbrud

Den garvede militærmand O'Neil er på randen af et totalt sammenbrud, efter at hans søn er omkommet i en ulykke. Men han hentes tilbage til militæret, hvor han skal lede en særpræget mission.

En port til det ukendte
En gruppe arkæologer har fundet nogle meget gamle og mystiske store stenringe, hvori mærkelige tegn er indgraveret. Kun takket være oldtids-nørden Daniel Jackson lykkes det at tyde tegnene. De fortæller, at hvis man går gennem stenringen, sendes man ind i en anden dimension, via stjerner og galakser til en helt anden planet.

En ny dimension
Således tager O'Neil, fulgt af Jackson og en flok militærmænd, turen gennem ringen, og de havner på en ørkenplanet, der styres af onde halvrobotter. Nu sættes al lid til oldtids-nørden, der hurtigst muligt skal indhente oplysninger om den anden dimension, før menneskene atter kan vende tilbage gennem den store stenring. De fleste på planeten er venlige, oldtids-nørden får sågar en billedskøn kæreste. Men der er også det onde styre, ledet af Ra, der kun tænker på magt og slet ikke viser følelser.

Uskøn sammenblanding
"Stargate" er en uskøn sammenblanding af science fiction, gys og eventyr. David Arnolds noget overlarmende, patriotiske musik tordner ud af højttalerne næsten uafbrudt, og man fornemmer den manglende situationsfornemmelse i de storslåede billeder akkompagneret af denne mildt sagt bombastiske orkestermusik. Skuespillet er acceptabelt, dog er der ikke særlig meget kød på rollerne, i særlig grad da ikke på Kurt Russells - han slæber sig gennem filmen stort set uden replikker.