En la azotea (2015)
En gruppe teenagedrenge beundrer en halvnøgen kvinde fra en tagtop. Men det lader til, at en af drengene hellere vil kigge på en nøgen mandemås.
SOMMERVARMEKÅDHED
Klassisk, potentiel sprængfarlig teenage-homofobi-kortfilm, der kredser om den varme grød – uden dog rigtig at komme under grødhinden.
Kådhed i sommervarmen
En gruppe spanske drenge står i sommervarmen på et tag og ser en veldrejet kvinde klæde sig af på en tagterrasse overfor. De bliver straks kåde og må have kikkerten frem. Men en af drengene er tilsyneladende mere optaget af kvindens fyr, der står i bar mås lidt derfra. Hvordan vil de andre tage imod det? Ikke umiddelbart venligt.
Mørkt filtreret
Filmen var i konkurrence på filmfestivalen i Berlin og er da også elleve minutters flot fotograferet sommerstemning, til lejligheden mørkt filtreret, så den hede stemning får et ekstra boost på det visuelle plan. Drengene spiller nogenlunde, selvom filmen ikke når at opbygge en helt troværdig dramatik omkring det homofobisk centrerede tema og dermed efterlader de unge ansigter noget uafklarede med det hele.
Force i fotograferingen
Reelt varer filmen kun knap ni minutter og forsøger at leve højt på sin visuelle stemning. Tagterrassedramaet har da også sin klare force i fotograferingen og en enkelt veludført visuel effekt, hvor højdeskrækken sættes på prøve. Der er ærgerligt nok penslet musik over den korte form, så ærligheden i det hele taget har svært ved at finde fodfæste.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2015, Spanien, Drama, Teenagere, Coming of Age, Homoseksuelt tema, 11 min.
Dansk titel: On the Roof- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- BERLIN-N - Crystal Bear-nominering (Bedste kortfilm)