Thelma & Louise (1991)

    To handlekraftige kvinder har fået nok af deres forstokkede mænd og drager ud i landet. Men inden længe får de ændret rejsens karakter fra fest til flugt.


    FANTASTISK FREMDRIFT

    Ridley Scott har gjort det igen: Skabt en fantastisk, ultrafængende, anderledes og intelligent film! "Thelma & Louise" er nemlig meget mere end kvindeoprør og høj pistolføring.

    Studie i følelsesregistre
    Det er et intelligent studie i følelsesregistre; i hvor tæt op ad hinanden, sorrig og glæde ligger. Det er desuden en fremragende road movie med sønderknusende smukt og præcist filmarbejde.
     

    Mande-trætte kvinder

    De to veninder Thelma og Louise er begge trætte af deres mandlige "indslag" i tilværelsen, og de beslutter sig for at tage på en længere ferie sammen for at lægge mændene lidt på is. Ferien bliver dog ødelagt af en tragisk episode ved en natklub, og nu er pigerne på flugt fra politiet i stedet..

    En hyldest til livet
    Filmen er en hyldest til livet, selvom døden spiller en central rolle i historien: En smuk måde at beskrive dårlig samvittighed på. Filmens "humør" er evigt svingende, og det smitter i høj grad af på tilskueren. Fra varme og lykke - til kulde og mørke. Enormt stemningsfuldt - underbygget af åndeløs smuk fotografering.
     

    Omstilling nødvendig

    Ingen af kvinderne ved, hvilket ben de skal stå på, og det er flot fremstillet, hvorledes de tænker og handler efter instinkter, der bare dukker op. De bliver nødt til at omstille sig, og efterhånden begynder de at holde af deres nye tilværelse, fordi de ved, der ikke længere er noget at vende tilbage til.

    Flot skuespil
    Filmen er båret af virkelig flot skuespil, domineret af de kvindelige hovedroller, men de mandlige biroller husker vi lige så tydeligt, idet deres betydning er stor.

    Kult-slutning
    Slutningen er en kult-slutning, der understreger filmens intime "sjæl". Det er en mærkelig følelse, at man glædes ved denne slutning, der jo normalt ville opfattes som tragisk. Så tragisk, at man næsten ville græde.



    Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1991, USA, Drama, Eventyr, Krimi, Biler på film, 125 min.

    Dansk titel: Thelma & Louise
    Instr: Ridley Scott Prod: Ridley Scott, Mimi Polk Manus: Callie Khouri Foto: Adrian Biddle Klip: Thom Noble Mus: Hans Zimmer
    Priser
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Davis)
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Sarandon)
    • AAN - Bedste instruktør
    • AA - Bedste originale manuskript
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste klipning
    • BD - Bedste ikke-europæiske film
    • GG - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Davis)
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Sarandon)