A Time of Destiny (1988)

En underlig filmcocktail: Gyseligt vammel og overspillet, men samtidig temmelig atmosfærefyldt og engagerende i sin historie. Man tager sig til hovedet og nikker anerkendende på skift.

Minder om "Åndernes hus"
"A Time of Destiny" har en hel del fællestræk med Bille Augusts The House of the Spirits (1993). En dominerende spansk far med en underkuet familie, der tækkes faderens behov og krav uden at tage hensyn til sig selv.

Dominerende far
Der er også de børn, der skiller sig ud og nægter at adlyde. Døtrene skal være hos faderen hele tiden og passe og pleje ham og hans kone i deres forestående alderdom. Sønnerne skal videreføre den store farm i det gode navn. Men den ene søn er død, og den anden er så godt som lukket ude af familien.
 

Midt under krigens rædsler

Vi er midt i 2. verdenskrigs rædsler, og faderen Jorge får et voldsomt chok, da hans ældste og mest elskede datter Josie, pludselig render af sted for at gifte sig med soldaten Jack.

Hævnen er sød
I sit raseri følger faderen efter det nygifte par, og hans ophidsede tilstand gør, at han kører i vandet og drukner. Sønnen Martin ankommer til sygehuset og får beskeden. Selvom faderen hadede ham, vil han alligevel placere skylden og hævne sin afdøde far. Og skylden får søsterens mand, Jack. Da Martin hører, at Jack skal til Italien i krig, melder han sig frivilligt til samme deling, og de to kommer tættere og tættere på hinanden.
 

Bag den venskablige facade...

Jack ved intet om, hvem Martin er, men Martin skjuler under den venskabelige facade et inderligt ønske om at slå Jack ihjel. Skæbnen vil imidlertid, at Martin forspilder sin chance i Italien og nu må vente med at få hævn til hjemme i USA.

En tragedie lurer
Men hvordan skal det lykkes ham at få slået Jack ihjel, når søsteren er dødforelsket, og familien efter faderens død forsøger at starte på en frisk? De så gerne, at Martin kom tilbage i "varmen", men det kan blive svært, når han planlægger en handling, der vil skabe tragedie i familien.

Svingende spil
William Hurt er okay, selvom han kun spiller på noget nær halv styrke, men det er slemt at se på de vamle roller besat af henholdsvis Melissa Leo og Timothy Hutton. Melissa Leo slår dog alle rekorder. Bedende hundeøjne, mæglende fakter, sukret stemme. Det kan man ikke abstrahere fra!

Overvammel musik
Filmen er et teknisk pænt bekendtskab, dog halter det multi-overgearede klimaks. Ennio Morricones musik er ovenud vammel. Det er dog det værste klister-stads, den ellers så dygtige komponist hidtil har brygget sammen.