Ordet (1955)

Stærk i sit udtryk, uovervindelig i sit skuespil og nærgående i sin teatralske intimitet går Dreyers "Ordet" rent ind med fuld styrke.
 

Religionens magt

Religionens gevaldige magt over mennesket skildres til hudløshed virtuost, og man føler sig ind imellem dybt taknemmelig over at være på den anden side af filmens handling - i "sikkerhed".
 

Indre missionsk

På en gammel familiegård i det vestjyske går livet sin vanlige men ikke problemløse gang. Familiens overhoved, farfar Morten, sætter sig imod, at sønnen Anders skal gifte sig med skrædderens datter, fordi hun er af en anden tro - vel at mærke indre mission. Peter Skrædder er af samme opfattelse den anden vej rundt.

Kristus selv?
Mortens ældste søn, Mikkel, er lykkeligt gift med Inger, der samtidig agerer gårdens husmor. I baggrunden figurerer Mortens anden søn, Johannes, der har læst sig vanvittig under sit teologistudium og nu mener, han er Kristus selv.
 

Sorgen er stor

Midt i alle uvejsomme forhandlinger om giftermålet mellem Anders og skrædderens datter sker det tragiske, at Inger og hendes foster omkommer i barselssengen. Sorgen er stor, men Johannes, der har genvundet sin forstand men ikke smidt sin tro, ser ingen ende på livet, heller ikke for døde Inger.

Blændende kammerspil
Man blændes af Dreyers kammerspil, hvis sort/hvide billeder i delikate lyssætninger og strenge kompositioner hægter sig fast som igler til øjet. Tempoet er meget lansgomt og kræver sin tålmodige sjæl, men er man først inde, slipper man ikke så let ud igen.

Teatralsk essens
Det teatralske er essensen i filmens stil: troen kan reelt flytte bjerge, eller kan den? Hvad det egentlig er, der foregår i og omkring den svært tilgængelige Johannes behøver ikke en udpindet forklaring.
 

Æterisk fokus

Dreyer har fokus på det æteriske, på sværmerier mellem liv og død, og de malerisk klaustrofobiske scener fra et vestjysk vadested mellem himmerige og helvede former en ud af kroppen-filmoplevelse.

Provokerende drama
Dramaet er i sig selv provokerende. Er det ikke tarveligt blasfemisk at bevæge sig ind i grænselandet mellem ukristelighed og frelserdyrkelse? Dreyer evner den svære kunst at balancere på en knivsæg mod afgrunden, og resultatet er en fascinerende og uafrystelig film.

Kernereligiøst
Skuespillet, særligt Preben Lerdorff Ryes, bærer naturligt præg af filmens kernereligiøse drama, men igen er sammensmeltningen langt mere metafysisk end det rent iscenesatte, hvorfor spillets kunst også hæver sig mod de højere sfærer.