The Truman Show (1998)

Indædte fans af Jim Carreys gummiansigt kan føle sig snydt over denne meget særprægede film. Jim Carrey udfylder nemlig en alvorlig rolle som Truman Burbank, en ung mand, der er omgivet af venlige mennesker, har et godt arbejde, men med store drømme om at rejse væk fra det hele.

En ubehagelig mistanke
Midt i al idyllen får Truman imidlertid mistanke om, at der gemmer sig noget ubehageligt under overfladen: Han føler sig overvåget. Efterhånden finder han ud af dét, som vi har vidst lige siden filmens begyndelse; at hans liv bliver transmitteret direkte på tv via skjulte kameraer til nysgerrige seere over hele verden. Døgnet rundt.

Det kølige overblik
Det er naturligvis en meget ubehagelig oplevelse for Truman, men han reagerer fornuftigt og med et køligt overblik. Han lader sig ikke fuldstændig slå ud af denne omvæltende nyhed - tanken om at være blevet overvåget altid lige siden sin fødsel.

Mærkbart alternativt
"The Truman Show" er en meget alternativ film, og man mærker det tydeligt. Der går ikke et øjeblik, hvor opmærksomheden er flyttet fra begivenhederne. Skuespillet er flot, og det er befriende skønt at se Jim Carrey i en mere alvorlig rolle. Ed Harris er fin som idébagmanden, Christof.

Musikken spiller hovedrolle
Musikken til filmen spiller en i særklasse betydningsfuld rolle for stemningerne i historien. Den er med til at forstærke følelserne - på godt og ondt. Ud over en rimelig god originalmusik af Burkhard Dallwitz og Philip Glass, er det blandt andet klaverværker af Chopin, der byder sig til.

Skjulte kameraer
Billedligt er filmen også noget for sig - med de mange skjulte kameraer, som tilskuerne ind imellem ser Trumans gøren og laden igennem. De kan være placeret de mest obskure steder. Til at dække hele Trumans liv er der over 5000 kameraer placeret rundt omkring.
 

Tankevækkende

Man kan ikke lade være med at tænke på, at det kunne være sket for en selv. Måske en anelse usandsynligt, men ganske tankevækkende. Filmen slutter uforløst, men ganske smukt.