Twice in a Lifetime (1985)

Forbløffende dårlig og gennemført rædselsfuldt spillet film. Næppe før og aldrig siden har Gene Hackman spillet med så kunstige, påtagede følelser.
 

Kritisk og vedkommende?

I en historie, der skal forestille at være kritisk og vedkommende - og desuden følelsesladet - finder Gene Hackmans Harry sig en dag fanget i sit ægteskab med Kate.
 

Uimodståelig babe

På sin 50-års fødselsdag møder Harry nemlig en nyansat, jævnaldrende barpige, der med sexet udstråling og strålende livsglæde forfører ham med lidt jitterbug.

En mand i krise
Nu er Harry i krise. Han står med det ene ben i en ny verden og det andet i det velkendte, kedsommelige og følelsesforladte ægteskab. Men Harry vælger at være konsekvent, så han dropper konen til fordel for den nye barpige, Audrey.

En svær tackling
Det har familien temmelig svært ved at tackle, i særlig grad Harrys blond-kaserolleklippede datter Sunny, der ikke vil møde sin far med andet end sammenbidthed og et blik, der klart giver udtryk for en meget markant negativ holdning til det, han har gjort.

Lysten til nyt kød
Samtidig støtter Sunny sin chokerede mor og fortæller hende, hvordan hun - som afvist kvinde - bør reagere. De to andre børn og svigersønnerne forholder sig mere neutralt til Harrys valg. Svigersønnerne har dog svært ved helt at skjule deres forståelse for lysten til nyt og ungt kød, men må af hensyn til Sunnys vrede nøjes med afdæmpede, anerkendende klap i hænderne og rullende øjne.

En forandret kvinde
Mens Harry ihærdigt forsøger at fordybe sig i sin nye tilværelse med Audrey, presser døtrene mor Kate ud i et totalt makeover. Hun får afbleget håret, ring i ørerne og går på diskobar (med døtrene), hvor letpåklædte mænd vrider deres underkroppe tæt ind til den midaldrende kvindes hoved.
 

Glad igen

Hun er blevet glad igen, heldigvis! Der var nogle øjeblikke i filmen, hvor man mente, hun ville gå helt ned med flaget. Den yngste datter har fundet kærligheden og skal nu giftes, hvilket for en stund bringer far og mor sammen igen, så bryllupsfotografen kan få et idylbillede på kirketrapperne.

Midalderkrise
Det er en fortælling om midalderkrisen. Det er et spørgsmål om at gøre op med sig selv, hvad man vil med sit liv. Det er selvfølgelig meget nuttet, og instruktør og producent Bud Yorkin har formået med en helstøbt miserabel amerikansk vammel- og plathed at bringe der allerværste frem i skuespillerne. Der er tale om helt katastrofal personinstruktion.

Rene floskler
Det er lige før, man går ud af sit gode skind, når man hører den superdumme dialog. Samtlige replikker i filmen er rene floskler, et ocean af uoriginalitet og ligegyldighed. Det er rædselsfuldt. Det er rigtig, rigtig rædselsfuldt.