Twister (1996)

Sammenhængende film:

Twister (1996)

Twisters (2024)

ADVARSEL: Efter at have set "Twister" kan man meget let få lyst til at twiste et eller andet rundt på en meget brutal måde.
 

Tumpe-dumt

"Twister" er Jan De Bonts sublimt tumpe-dumme actionromance om to unge tyfoneksperters ægteskabskrise - og om hvordan, de i tyfonens øje genfinder hinanden. Bill kommer kørende med sin kommende kone Melissa i en flot rød van, og han holder ind ved en gruppe tyfoneksperters observationspost på en mark.

Skilsmissepapirerne fremme
Er Bill, der også engang selv var tyfonekspert, kommet tilbage for at hilse på sine gamle venner? Nej: Den eneste årsag til hans tilbagevenden er, at han gerne vil have sin nuværende kone Jo til at skrive under på skilsmissepapirerne!

Alt kan forudsiges
Allerede hér forudsiger man hele historien: At Bill og Jo nok skal blive rigtig gode venner igen - de vil finde sammen i kampens hede. Bills kommende kone vil naturligvis blive holdt udenfor eller delvis glemt, for hun er den eneste, der ikke har forstand på tyfoner, og hun vil indse, at det aldrig ville gå mellem hende og Bill.

Over hals og hoved
Sammen vil Bill og Jo drøne over hals og hoved efter et hav af tyfoner - for i "Twister" opstår der heldigvis konstant nye hvirvelvinde i det samme ret overskuelige område af USA...

En ny opfindelse
Den eneste synlige idé i historien er Jos planer om at sende en ny opfindelse ind i en tyfon, en opfindelse, der skal kunne fortælle noget mere om, hvordan man kan varsle en tyfon.

Fedtdynger af klichéer
Historien blævrer i kolossale fedtdynger af klichéer, og det synes aldrig at have en ende. Bill og Jo har fx også en rigtig ond rival, der med sin sarkasme og overdrevne selvsikkerhed er prototypen på det ultimativt platte Hollywood-dumme svin.

Klistret spil
De tåbeligt skrevne roller spilles klistret. Man skulle mene, at de stærke kræfter bag filmen flover sig: Steven Spielberg som executive producer, Michael Kahn som klipper, Jack N. Green som fotograf og ikke mindst Jan De Bont, der med Speed (1994) præsenterede os for en værdig actionfilm.

Otte minutters god action
Der er virkelig ikke meget at råbe hurra for, når selv den computerskabte tyfon synes at slynge sig i klichéer. Kun filmens første fire minutter samt en del af slutningen er virkelig spændende. Sammenlagt otte ud af hundredeotte minutter!