The Vanishing (1993)

Fænomenet er velkendt i Hollywood: Hvis en udenlandsk film bliver flot modtaget i sit hjemland, så må amerikanerne bare dreje en amerikansk udgave. Det er, hvad den hollandske film "Spoorloos" fra 1988 er blevet udsat for. Og selvom instruktøren er den samme, er der ikke meget overladt til fantasien i denne amerikaniseret banale og forudsigelige thriller.

En uhyggelig hobby
"The Vanishing" er historien om en tilsyneladende ganske hyggelig mand, der lever en rar tilværelse med kone og datter. Men under overfladen skjuler han en temmelig uhyggelig og obskurt "hobby": Unge kvinder bedøves af giftige dampe og køres bort. Denne ubehagelige hobby bliver en uheldig ung mand offer for, da hans kæreste forsvinder sporløst fra en tankstation.

Håbet er lysegrønt
Tre år senere, og stadig intet spor af kæresten. Den unge mand har ikke opgivet håbet, selvom den ihærdige eftersøgning ikke har båret frugt. Da møder han en ny frisk pige, som til at begynde med ikke kan acceptere, at han stadig går så højt op i kærestens kidnapning.

At kende sandheden
De beslutter sig sammen for at lægge det på hylden. Men da først kidnapperen ikke længere fornemmer sorgen og modløsheden fra den unge mand, i og med der ikke længere sættes plakater op, føler han sig fristet til at tage andre metoder i brug. Kidnapperen opsøger nu den unge mand. Men hvis han vil kende sandheden, må han igennem nøjagtig samme proces som pigen.

Spændt til bristepunktet
Nu udvikler historien sig hastigt i en mere direkte uhyggelig retning, hvor hver scene er spændt til bristepunktet. Mens vi venter på det uundgåelige klimaks ved den tågede skovbund, går sandheden langsomt og ubehageligt op for tilskueren.
 

Bedst mod slutningen

Filmens bedste scener finder vi mod slutningen. For selvom de er både overspændte og usandsynlige, er de alligevel overraskende. Hvilket er mere, end man kan sige om resten af filmen.

Fin skurkerolle
Jeff Bridges håndterer sin skurkerolle fint. Beklageligvis får han ikke rigtig noget at arbejde med udover thrillerklichéer på rad og række. Kiefer Sutherland er temmelig overbevisende. De forskellige kvindeskikkelser spilles med variabel styrke.

Uinspireret musik
Fans af Sandra Bullock må ærgre sig over de få minutter, hun er i billedet. Den anden kvinde i filmen, Nancy Travis, har simpelthen en for håbløs rolle. Dumt, plat og forudsigeligt skal hun konstant skifte holdning, være sur, pakke kufferten og til sidst redde verden. Jerry Goldsmith er atter på banen med computer-uinspireret filmmusik assisteret af nogle fraværende akkorder fra et uoplagt filmsymfoniorkester.