Volcano (1997)

    Midt i storbyens trummerum bryder en vulkan pludselig ud og skaber arbejde og panik.


    TÅBELIG HISTORIE

    På stort set samme tidspunkt fik Daylight (1996), Dante's Peak (1997) og "Volcano" biografpremiere - tre katastrofefilm af den gode gammeldags Hollywood-skuffe.
     

    Djævelsk usandsynlig

    Men "Volcano" er trods alle ligheder med især "Dante's Peak" i særklasse den dårligste af de tre film, bl.a. fordi den er så djævelsk usandsynlig og samtidig har en næsten fuldkommen latterlig historie som ramme.

    Hektisk overarbejde
    Tommy Lee Jones' Mike Roark kommer en dag på hektisk overarbejde, da et par tilsyneladende ufarlige jordskælv rammer Los Angeles og omegn. Mike arbejder som beredskabschef og får travlt med at forberede området på nye jordskælv.
     

    En vulkan i udbrud?

    Men en dag ankommer jorskælvseksperten Amy Barnes og fortæller Mike, at rystelserne muligvis kan skyldes en vulkan. En vulkan i Los Angeles? Den må hun sgu længere ud på landet med! Men nej: Det er ganske rigtigt en vulkan, der inden længe bryder rigtigt ud og dækker Los Angeles i et hav af lava, aske - og naturligvis flammer.
     

    På barrikaderne

    Det er nu op til Mike og hans beredskab at redde så mange som muligt, og det sker bl.a. ved at bygge barrikader og lægge en firs meter høj skyskraber ned for at få lavaen til at ændre retning og flyde ud i Stillehavet i stedet for at bryde ud midt i sygehuset, hvor Mikes datter (meget ubelejligt) opholder sig.

    Små mennesker - store helte
    Frustrerende få spændende scener overdøves i "Volcano" af en tåbelig "Rescue 911"-stil, hvor små hverdagsmennesker bliver store helte med glorier. Men det allerstørste problem ved filmen er ganske enkelt, at historien er så langt ude, at man aldrig kan abstrahere fra det.
     

    Blegnende skuespil

    Tommy Lee Jones er alene om at gå nogenlunde helskindet gennem ild og vand, de andre skuespillere blegner fuldstændig i lyset fra de ellers så orangegyldne flammer. Hvordan kan det være, at vor helt ikke brænder op, når han springer rundt én centimeter fra lavaen, og hvordan kan han undgå at have sved på panden - den (panden) er jo næsten helt tør?
     

    Store brøl

    Når de store brøl kommer, og lavaen for en stund begraver klichéerne, stritter gåsehuden frem alle vegne - "Volcano" indtjener hér sin ene stjerne. Den erfarne film-musik-lytter vil kunne høre, at Alan Silvestris musik er genbrug fra flere af hans egne tidligere scores, bl.a. det til actionfilmen Eraser (1996).



    Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024