Homo Faber (1991)

Ret så vellykket filmatisering af Max Frischs roman. Man er opslugt af historiens spændende udvikling det meste af tiden. Båret af et par glimrende og utraditionelle skuespillerpræstationer af Sam Shepard og Julie Delpy fremstår filmen et stykke hen ad vejen som noget særligt, noget nyt, noget friskt. Filmen har således mange gode kort på hånden, men særprægene kan alligevel tælles på én hånd.

Rundt på hele kloden
Faber rejser meget. Det er en del af hans arbejde, men han er også rent privat besat af at rejse rundt på hele kloden. Han har svært ved at være sammen med andre mennesker ret længe ad gangen - trives bedst alene og har lagt en skilsmisse bag sig.

Et skæbnesvangert møde
En dag går der ild i et par af et flys motorer, og det må nødlande midt i ørkenen. Hér må passagererne overnatte, inden de bliver evakueret. Faber møder en mand, der viser sig at være bror til hans tidligere kones nye mand. Faber erfarer nu, at han måske er far til en ung kvinde, og hans verden begynder at ændre sig.

En forelskelse
Da han tilfældigt en uges tid senere på en færge på vej mod Paris støder ind i en ung kvinde, ved han ikke, at netop hun er hans datter. Og som en naturlig konsekvens af, at far og datter aldrig har haft mulighed for at lære hinanden at kende, tiltrækkes de to af hinanden, fordi de ligner hinanden på mange punkter. De forelsker sig.
 

Lammet af rædsel

Men en dag beretter den unge kvinde Elisabeth om sin fortid og nævner sin stedfars navn, og Faber bliver lammet af rædsel. Men han siger ikke noget til Elisabeth, og hun forstår slet ikke, hvorfor han pludselig er så fjern og afvisende.

Intens og bevægende
Filmen behandler bogens slutning på en klodset og overilet måde, således at det slet ikke bevæger. Generelt er Max Frischs roman dog præcist og sjælfuldt adopteret. Både skuespil og billedsprog er medrivende, og selvom filmen er lovligt stillestående, fremstår den intens og bevægende.