Hans Onsdags-Veninde (1943)

Denne anmelder læner sig helt og aldeles op ad Svend Kragh-Jacobsen i Berlingske Tidende april 1943. Uanset hvordan, Lauritzen/O’Fredericks-lystspillet vendes og drejes, er og bliver det filmet teater – med alle de begrænsninger og manieringer, der medfører.

Filmatiseret teater
Kragh-Jacobsen skrev bl.a.: "Ved Premièren i Gaar paa Kinopalæet undredes man saare over, at der overhovedet intet Forsøg var gjort paa at lempe Lystspillet efter Filmens Krav. Det var i udpræget Grad filmatiseret Teater, man saa, og samtidig afsløredes det i nogen Grad, at Peter Malbergs Saga-Svanemose og Paul Sarauws Replikvittighed – i det mindste i den præsenterede Form – ikke var helt egnet for Film. Paa Teatret kan Skuespillerne pausere, til Publikums Latter er forbi, og det er parat til den næster Brander, i Filmen var den samme Regn af Brandere, og ikke mindre lattervækkende, men da de kommer i Byger, kvalte Publikums Latter ved den ene, Fornøjelsen ved at høre den næste. Filmen venter ikke."

En publikumsbasker
Det var en oplagt publikumsbasker i krigstid at gøre en spillefilm ud af Peter Malbergs enorme teaterhovedrollesucces. I Paul Sarauws teaterstykke "Peter den Store" gjorde han lykke som figuren Peter Svanemose, og han spillede rollen mageløse 1531 gange (!)

Langt fra tilfredsstillende
Svanemose er en betuttet, taledelirisk og bramfri herre, der ævler, før han tænker, og fortsætter med at ævle længe efter, han burde være holdt op. Velegnet uden tvivl til teatrets begrænsede form og medfølgende publikumskontakt, men som filmstof fungerer Sarauws manuskript langt fra tilfredsstillende.

Ingen variation
Det bliver hurtigt særdeles anmassende og tilmed uden variation at høre og se på Malbergs krukkerier. For krukkeri er, hvad det er: Masser af små og store grimasser som farvelægning på den vandfaldsprægede og filterløse talestrøm.

Fladpandekomik
At dialogen heller ikke har nogen gnist og reel fremdrift hjælper selvsagt ikke filmen i omdrejninger. Er man en hund efter fladpandekomik, vil replikkerne sikkert vække glæde, men reelt set er filmen helt og holdent bygget op omkring en teatermonolog med små ubetydelige afstikkere.

Forvænt og forkælet
Direktør Peter Engel, af sine venner kaldet "Peter den Store", er en meget forvænt og forkælet ung mand. Hans mor, Maria Garlands generalinde, lever og ånder efter sin mands død kun for sin søn, men hun er samtidig en dame med en meget bestemt vilje, og bag sin flabede facon har Peter stor respekt for hende.

En onsdags-veninde
Hver onsdag aften kommer Bodil Kjers Magda på besøg hos Peter i hans elegante Bredgade-ungkarlejlighed. Hun er en sød og frisk ung kvinde, som bor sammen med sin far. Magda elsker Peter af hele sit hjerte, derfor gør det hende ondt, at hun kun er hans onsdags-veninde..

Stærke kræfter
Birollelisten er besat af stærke kræfter, der også i nogen grad bidrager med charme. Fin er Bodil Kjer i en meget afdæmpet præstation, ligesom Johannes Meyer og Ib Schønberg har et par udmærkede scener. Men fælles for dem alle er, at de slet ikke har materialet til at forme personligheder med kant.

Pinligt
Helt igennem pinlig er Karl Gustav Ahlefeldts Peter Engel. Rollen var tiltænkt Sigfred Johansen, der måtte melde fra på grund af sygdom. Ahlefeldts skingre og kunstige latter gør i hvert fald ikke rollefiguren nogen tjeneste.

Kedelige kulisser
Ind imellem får vi et par Sven Gyldmark-sange (selvfølgelig også én med Bodil Kjer). Filmen er næsten udelukkende optaget i kedelige kulisser. Flere af anmelderoverskrifterne udtrykte begejstring: "Peter Malbergs Kæmpe-Monolog som Film" og "Det muntre Lystspil kunde ogsaa paa Lærredet notere en Publikumssukces," lød det bl.a.