White Squall (1995)

"White Squall" fortæller en sand historie om en gruppe drenge, der bliver til rigtige mænd om bord på et amerikansk skoleskib.

Desværre bliver drengene rigtige mænd på en rigtig god gammeldags sukret måde, fortalt i barske klichéer. Filmen fik aldrig biograf-premiere i Danmark, og det kan undre lidt, hvorfor selveste Ridley Scott kastede sin kærlighed på projektet.

Nye udfordringer
Filmens fortæller er den 15-årige Chuck Gieg. Sammen med omkring ti andre unge mænd er han gået om bord på det amerikanske skoleskib for at søge nye udfordringer.

Og skibets kaptajn, Sheldon "Skipper", leder begivenhederne på en behageligt afdæmpet måde. Turen ned til Sydamerikas spids bliver begivenhedsrig, og drengene knytter bånd på godt og ondt.

I de voksnes rækker
I løbet af disse uger er de virkelig blevet et par centimeter mere mænd. Stormvejr med søsyge ad libitum og en flok tiltalende danske skolepiger på landjorden er blot nogle af de ting, der er medvirkende til drengenes indtræden i de voksnes rækker.

Savner dramatik
Alt dette fortæller Chuck os om, mens vi nyder den ganske virtuose billedkomposition. Men hvor er dramatikken? "White Squall" lider af en håbløs mangel på dramatik, selv i de mest dramatiske scener.

Ensidig & stillestående
Historien er ganske enkelt for ensidig og stilleståend. Der mangler regulær power ind imellem de alt for lange (og vamle) venskabsscener. Samtidig kæmper Jeff Bridges som den eneste rigtigt kendte skuespiller i rollen som skibets kaptajn og drengenes forbillede en umulig kamp for at bryde igennem.

Velformede kroppe
Et ind imellem betagende drama, når ellers vammelvindene har lagt sig, og stormen tager til. Samtidig fungerer filmen i meget udtalt, og lidt for gennemskuelig grad, som udstillingsvindue for velformede unge mandekroppe.