Chloe (2009)

Når du har set "Chloe", forstår du muligvis nok, hvorfor Atom Egoyan har mødt skarp kritik for sine nyere film. For hér er vi vidner til en temmelig forskruet og uoriginal erotisk thriller, der nok skal pirre enkelte. Men som værk må den  betragtes som uden inspiration.

Akavet partnerskab
Filmen er baseret på Anne Fontaines franske film "Nathalie" fra 2003 og fortæller historien om glædespigen Chloe, der har styr på det dér med mænd. I hvert fald lever hun af at forføre – med overbygning. Da hun en dag træffer Toronto-gynækologen Catherine Stewart, bliver det starten på et meget akavet partnerskab.

En slags prøveklud
For Catherine føler sig overbevist om, at hendes mand David har en affære. For at få dét afprøvet, hyrer hun nu Chloe som en slags prøveklud: Hun skal byde sig til hos David for at se, om han hopper på limpinden – og herefter skal Chloe afrapportere til Catherine.

Fristet over evne?
Snart står det klart, at David har ladet sig friste. Men er tingene nu også helt, som Chloe tegner dem? Alle er forvirrede, og Chloe udnytter både Catherine, David og sønnen Michael i et ganske usædvanligt firkantsdrama, hvor ruderne dugger af uforudsigeligt begær.

Nysgerrig erotik
Hvor "Chloe" til at begynde med rummer en vis nysgerrig omgang med erotik og begær, står det snart klart, at vi før eller siden skal have filmen kørt helt af sporet. Det sørger iscenesættelsen for, og hverken det tiltagende lesbiske begær eller den højspændte ægteskabskrise kan holde dramaet på skinner.

Ingen troværdighed
Amanda Seyfried emmer af melankolsk vanvid i titelrollen, uden dog at kunne tilføre rollen den nødvendige troværdighed. Dådyrøjne og frit udsyn til babs og nutte – dét er Chloes vigtigste våben i dette liv. Så er der lidt mere jordforbindelse i Julianne Moore og Liam Neesons parløb. Men også deres roller falder efterhånden i stereotypiens mergelgrav og dør den stille død sammen med filmen som hele.

Sødladen musik
Mychael Dannas musik er sødladen og unuanceret og anvendes over en alt for bred palet som uskøn forstyrrelse af din perception. Hermed er også lydsiden forkert dimensioneret og er med til at tilføre "Chloe" endnu mere overdramatisk tyngde. Chloes farverige sexsprog, når hun genfortæller til Catherine, er mere ufrivilligt frastødende end seksuelt pirrende. Det er bare ikke frækt på nogen måde, og det er vel hele filmens grundidé, at den skal kunne noget med de mange replikker fra under bæltestedet..?