Ditte Menneskebarn (1946)

Bjarne Henning-Jensens filmiske fortolkning af Martin Andersen Nexøs roman er stærk og bevægende. Man forføres af den ubarmhjertige fortælling om Ditte og er engageret til sidste scene.

Født før ægteskabet
Ditte er født før ægteskabet og er derfor ikke "for noget at regne". Moren vil ingenlunde kendes ved hende, så Ditte bor hos sin højt elskede bedstemor. En dag kommer morens nye mand forbi og tager Ditte med sig. Stedfaren viser Ditte dén kærlighed, som moren ikke vil. Hun hader Ditte, selvom hun nok næppe kunne ønske sig en mere medgørlig og hjælpsom datter.

Et hadefuldt væsen
En dag slår det klik for moren, og med sit hadefulde væsen overfalder og myrder hun sin mor for at få fingre i nogle kontanter, som bedstemoren ellers havde gemt, til Ditte blev stor. Nu sættes moren i fængsel, og Ditte bliver ung pige på en nærliggende gård. Her vises hun heller ingen nåde, men møder dog en form for kærlighed i gårdens søn.

Meget stærkt skuespil
Skuespillet er filmens helt stærke side. Man mindes ikke at have set børn spille så ægte. Instruktør Bjarne-Henning Jensen og hans assistent (og kone) Astrid Henning-Jensen har virkelig lagt stærke kræfter i at forme børnenes udstråling.
 

Ingen ondskab

Blandt de voksne imponerer i særlig grad Edvin Tiemroth som stedfaren med det store hjerte, Karen Poulsen som bedstemoren med det endnu større hjerte og Tove Maës som Ditte med hjertet, der ikke rummer nogen form for ondskab.

Flotte stemningsbilleder
Man husker også "Ditte Menneskebarn" for de flotte sort/hvide billeder med stemningsfulde lyssætninger og god variation mellem studieoptagelser og udendørs fotografering. Som prikken over i'et beriges vi af fremragende filmmusik af Herman D. Koppel.