En loppe kan også gø (1996)

Den svenske instruktør, Stellan Olsson, har fået fine takter ud af Erik Clausens skæve manuskript i et engagerende og afdæmpet drama.
 

Tilværelsen kræver tålmodighed

Teenageren Rosas tilværelse i en mindre by ved den nordjyske kyst kræver tålmodighed af flere grunde: Fordi Rosa ikke er helt som alle andre, er hun et populært mobbeobjekt og ikke i højsædet hos drengene.

En umulig flirt
Rosa er vild med den langhårede Mads, som flirter med Rosas rivalinde, der samtidig udgør bedste bud på en god veninde. Rosas indre jalousi sætter hele tiden en stopper for, at venskabet kan folde sig ud. Der skal mildt sagt ikke meget til, før hun bliver rigtig muggen og umedgørlig.

Fraværende forældre
En anden krise gennemlever Rosa i forholdet til sin mor, der har valgt at forlade familien til fordel for en mere ombejlet tilværelse som operasangerinde. Datteren viser hun ikke den store interesse for. Faderen er en noget vattet billedkunstner, der ikke hører ordentlig efter og er alt for længe om at svare. Rosas øretæveindbydende facon kræver forståelse, og den får hun - helt uforståeligt og meget utroværdigt - af sin rivalinde i filmens bratte afslutning.

Afdæmpet charme
Historien rummer ikke de store revolutioner, men den er hyggelig i al sin afdæmpede charme. Erik Clausen har sat sit tydelige præg på filmen og leverer en herlig præstation som fastgroet landsbytosse.
 

Udstråling, så det slår gnister

Christina Brix Christensen har udstråling, så det slår gnister og får det optimale ud af den utaknemmelige rolle. Leif Sylvester Petersen er fin som kioskejeren, der ikke længere tror på sin forretning.