Anton (1996)

Instruktør Aage Rais' spillefilmsdebut er en på mange måder rørende fortælling om drengen Anton. Han bruger al sin fritid i baggårdens garage, hvor han kan sysle med sin egen private "flyver". Faren er død, men det vil Anton ikke erkende, så han forestiller sig, at han kan flyve op til faren, når engang flyveren er klar.

En sorgproces
Det er, som om Anton slet ikke har forstået, at faren er død - og hans stædige udmeldinger om, at faren stadig svæver rundt oppe i luften får de jævnaldrende kammerater til både at le og mobbe. Der er ikke megen trøst at hente hos moren, der selv kæmper en sej kamp for at komme videre ovenpå tabet - og måske finde en ny kæreste.

Drama på lossepladsen
Når det rigtig brænder på, søger Anton tilflugt på den lokale losseplads, hvor en af medarbejderne tager sig kærligt af ham. Men Anton finder også snart en god baggårdsveninde, der så småt er begyndt at læse Antons signaler.
 

Troværdig balance

Filmen skaber en troværdig balance mellem drøm og virkelighed, således at Antons færd aldrig forekommer kunstig. Jacob Oliver Krarup spiller flot, men også lidt stift i den spændende hovedrolle, mens de fleste voksne skuespillere udenom ham desværre synes temmelig uinspirerede.

Masser af drama
Aage Rais dramatiserer meget, ind imellem med god effekt, andre gange lidt søgt. Den meget sammenpressede stemning bliver en belastning for filmen i længden. Slutningen synes utroværdig i sin pludseligt lykkelige morale.