The Hateful Eight (2015)

Quentin Tarantinos længe ventede ottende spillefilm vil helt sikkert skuffe mange fans. For selvom der er flot fotografering og stjerneskuespillere på banen, udgør "The Hateful Eight" mest af alt stive tre timers filmet teater uden ret meget originalitet eller fremdrift.

I ly af stormen
Det er historien om en dusørjæger og hans kvindelige fange, der under en snestorm i Wyoming finder ly på en øde beliggende kro. Kroen har allerede besøg af en broget flok, og det er ikke til at forudse, hvordan de kommer ud af det med hinanden.

Twists and turns
Langt det meste af filmen udspiller sig på denne kro, hvor de forskellige personager prøver hinanden af på kryds og tværs – som regel med en eller anden farlig twist eller udvikling. Og flygte kan man ikke rigtig, for udenfor tager snestormen bare til.

Filmet teater
Hermed har vi den altoverskyggende virkning af filmet teater: Samme location, drama mellem mennesker i et lille rum, stationært kamera, ingen umiddelbar variation (eller vibration). Og det bliver kedeligt næsten allerede før, det er begyndt. For der er vished for, at det kommer til at vare i tre stive timer, Tarantino-wise.

Pragtpræstationer?
Så kan man vel bare læne sig tilbage og nyde de stærke skuespillere i pragtpræstationer? Ikke rigtig, for rollerne er skrevet uden ret meget glimt i øjet eller egentlig spændingskurve. Samuel L. Jackson er en småtrist skygge af sig selv i den vel mest vægtige rolle.

Usympatisk fange
Kurt Russell er en af dem, der får mest ud af sin rolle. Som dusørjægeren John Ruth er han fin, særligt i filmens anslag og lange første scene – før kroen. Hans usympatiske fange spilles med en vis tæft af Jennifer Jason Leigh, præstationen blev i øvrigt både Oscar- og Golden Globe-nomineret.

Uspændende roller
Mindre heldig er Walton Goggins som accent-belemret spradebasse-sheriff (eller ønsker han bare at være det?), ligesom de normalt stærke Tim Roth og Bruce Dern ikke har noget at spille op imod. Rollerne er ganske enkelt ikke ret spændende.

Ekstremt langtrukket
Hvad så med det tekniske overflødighedshorn med Tarantino-særkendet 70mm og ultraskarpt bredformat... Kan det ikke byde på noget? Det kan man næsten sige sig selv er lidt ligegyldigt i de ekstremt langtrukne indendørsscener. Og der er ikke mange landskabsbilleder at gode sig over.

Tam og ukarakteristisk
Tarantino har fået selveste mesteren og forbilledet Ennio Morricone til at komponere musikken – for hvilken han vandt en Oscar. Der er ellers tale om en mærkeligt tam og ukarakteristisk musik, langt under legendens bedste scores, men navnet Morricone alene indbyder til filmpriser, åbenbart.

Et kammerspil
Et plus i denne sammenhæng er, at musikken er nogenlunde nedtonet og ikke udspartlet i alle handlingens sprækker. Hér har Tarantino nok alligevel indset, at snestormslydene i sig selv udgør et fint lydtapet til kammerspillet. For et kammerspil er, hvad "The Hateful Eight" er.