Gladiator (2000)

Russell Crowe bærer hele filmen med sin stærke og overbevisende præstation som Maximus, der ganske uretfærdigt tages til fange og kastes i arenaen, hvor han må kæmpe mange blodige kampe som gladiator. Stik mod Roms øverstes forventninger kæmper Maximus en usandsynlig brav kamp, og ingen synes at kunne gøre det af med ham.

Til sidste blodsdråbe
Hævn er et af Maximus' motiver for at kæmpe til sidste blodsdråbe. Hans kone og søn er blevet brutalt myrdet, og et opgør mod fjenden venter i arenaen, hvis han holder ud længe nok...

Computerbaseret strygersuppe
Der er kræs for øjnene i John Mathiesons omhyggelige fotografering. De visuelle effekter imponerer af og til, men de bliver aldrig det helt store tilløbsstykke. Samtidig føler man sig snydt for musik, der kunne understøtte eller sågar højne oplevelsen af at være tilbage i tiden. Hans Zimmers sædvanlige computerbaserede strygersuppe vælter ofte scenerne helt omkuld i sin modernistisk upassende voldsomhed. Når Klaus Badelts og Lisa Gerrards smukke melodier med solosang ind imellem får lov at supplere, får filmen en ekstra styrke.

Tålmodighedskrævende
Man savner variation. Filmens begyndelse er langtrukket og tålmodighedskrævende - herefter følger en lang række blodige splatterscener fra arenaen, mens hævn- og kærlighedsklichéer udspiller sig bag kulissen. Alt i alt altså en teknisk flot film med en svag historie, hvor slutningen er bedst.