Ponto zero (2016)

Den brasilianske manusforfatter og instruktør José Pedro Goulart barsler her med et hjemligt kammerspil, stemningsmæssigt tynget og uden lyspunkter. I historien om 15-årige Ênio formidler Goulart total frustration mellem håbløse voksne, oplevet gennem teenageøjne.

Ulykkelig mor og selvglad far
Det er ikke let af være stor dreng, når de voksne ikke kan finde ud af at leve. Moren er dybt ulykkelig og græder det meste af tiden. Især fordi hun er blevet gået af sin mand og nu føler sig gammel, brugt og kasseret. Og faren er ikke et hak bedre. Hidsig, selvglad og uden interesse i sønnen overhovedet. Ênio må selv opfinde overgangen fra barn til voksen, for der er ikke plads til at være sig selv mellem de håbløse forældre. Han bliver hverken set eller hørt, og afgrunden bliver pludselig fristende.

Eksistentielt vakuum
Goulart iscenesætter indledningsvis med en fin fornemmelse for det eksistentielle vakuum (anslaget er visuelt smukt), hvor Ênio kæmper en nærved umulig kamp for at komme ud af hjemmets jerngreb. I de stærkeste scener rummer "Ponto zero" både kærlighed og nærvær – især i forhold til den forsømte dreng.

Saftig tilgang
Men filmen er også tynget af en lidt for saftig tilgang til Ênios alenefærd. Det kommer særligt til udtryk i en heftig lyd- og musikindpakning: Tiltagende kvælende i takt med at dramatikken spidser til. Men også selve historien tager overhånd og forfalder til det umiddelbart fatale.

Drømmeagtige indslag
Der skrues op på alle tænkelige kontakter – komplet med drømmeagtige indslag, hvor Ênio cykler gennem byen, mens trafikken enten kører baglæns eller oppe i luften. Handlingen tangerer på det nærmeste en kriminalthrillers og kører bogstavelig talt af sporet.

Uskyldsren
Sandro Aliprandini er nogenlunde troværdig i den totale hovedrolle. Drengen spiller det meste af filmen på de uskyldsrene og samtidig opgivende tangenter. Det havde været klædeligt for filmoplevelsen og mere spiseligt også for skuespillerne, hvis den havde holdt sig fra det sensationssøgende.

Skyld og afmagt
Skyld, afmagt og dårlig samvittighed bliver snart hovedtemaet i en mareridtslignende og lang sekvens, og Ênio er på flugt – fra verden og sig selv. Det kunne have været interessant og rørende lagt i hænderne på en dygtigere iscenesætter, der havde kendt besøgelsestid og grænser for fortællekunstens troværdighed.