Damen med de lyse Handsker (1942)

Under overskriften "Et Eksperiment" redegør Benjamin Christensen i filmens program for emnet i sin fjerde – og, skulle det vise sig – sidste danske talefilm.

Et dristigt eksperiment
"Damen med de lyse Handsker" er nemlig "en Film i den internationale Spiongenre [...] Jeg er ganske klar over, at et Eksperiment som det, jeg har gjort i denne Film, altid er dristigt, men samtidigt er det lærerigt paa mange Maader, fordi de Virkninger, der er tilstræbt, har udsat alle os, der har haft med Filmen at gøre, for Vanskeligheder af en hel anden Art end dem, vi ellers kommer ud for i danske Film."

Ufrivilligt komisk
Publikum nærmest klaskede sig på lårene af morskab i mødet med Christensens gravalvorlige thriller, og det var selvsagt ikke tilsigtet. "Damen med de lyse Handsker" blev opfattet som en filmkavalkade og som et famlende forsøg på dramatik, og filmen blev en gigantisk fiasko.

Velovervejet visuelt arbejde
Det er faktisk ikke helt fair. Når man ser filmen i dag, fremstår den ganske vist på ingen måde som noget helstøbt genreværk, men der er stemninger og enkeltscener af meget høj kaliber, ikke mindst i det ganske velovervejede visuelle arbejde, inspireret af stumfilmsæstetikken.

Et politisk spionspil
Hans-Henrik Krauses unge ingeniør Torben bor på et hotel, hvor filmens hovedhandling udspilles under 1. verdenskrig. Han er lige kommet fra zarens Rusland, hvis hemmelige politi har tildelt ham kurérpas, mod at han til gengæld påtager sig at bringe nogle vigtige breve til zarens hemmelige repræsentant i et af de neutrale lande.

Mistænkt for mord
Han forelsker sig i hotellets stenograf, Lily Weidings Irene, samtidig med at han får en uhyggelig følelse af, at hun på en eller anden måde har hemmelige forbindelser med en vis hr. Bestritsky, som han har grund til at mistænke for et mord.

På usikker grund
Lily Weiding debuterer her med stor udstråling og udtalt elegance i den betændte Irenerolle. Hun indfanger fint dobbeltheden mellem spionagepige og førsteelsker, selvom hun, ligesom de øvrige skuespiller, snart trækkes med ud på usikker grund, i takt med at iscenesættelsen kammer over i det lettere ubehjælpsomme.

Ufrivilligt komisk
Særligt da kriminalplot- og twist får frit løb – komplet med masser af guns – bliver filmen faktisk ufrivilligt komisk, mest fordi skudseancerne er ubehjælpsomt afviklede og opstår abrupt ud af den mere uskyldsrent iscenesatte sammenhæng.

Filmen er knækket
Det fornemmes tydeligt, at filmen er knækket på et eller andet tidspunkt for Christensen. Hvad enten det er i manuskriptets mange twists and turns og forskellige politisk og spionagemæssigt modarbejdende sider. Eller i personinstruktionen og indlevelsen i dobbeltheden og den noir-prægede dramatik.

Kunstnerisk højt niveau
Tilbage sidder alligevel indtrykket af en film på et kunstnerisk højt niveau, der har gjort forsøget at bibringe dansk film noget nyt – og lykkes med det i korte glimt.

"En underlig mand"
Filmkritikeren Ebbe Neergaard skrev: "Benjamin Christensen må være en underlig Mand. Hans tidligere Film har røbet visse Tendenser i Retning af det sadistiske. Men samtidig må han være en meget naiv Mand: Han tror, at fordi Skurke uden ophør sniger sig ind ad Døre og ud ad Døre og lister hen ad Gange og titter frem med deres fule Hoveder bag Døre – så gyser vi. Det var jo det rene Røver og Soldater."

"Dilettatisk iscenesat"
Et andet sted kunne man læse: "Under Premièren paa Benjamin Christensens saakaldte Spionfilm i Paladsteatret i Aftes blev der ustandselig leet paa de mest "dramatiske" Steder, saa naiv var hele Historien og saa dilettantisk Iscenesættelsen, og da Lyset blev tændt, blev der hysset mere, end der blev klappet."