Lorenzo's Oil (1992)
Et ægtepar tager sagen i egen hånd, da lægerne opgiver alt håb om at helbrede parrets dødssyge søn.
MIRAKLERNES TID
"Lorenzo's Oil" udgør lidt over to timer i selskab med et dybt fortvivlet amerikansk/italiensk ægtepar: Deres lille søn, Lorenzo, får konstateret en meget sjælden sygdom, der ikke kan kureres.
Alt håb opgivet
Lægeverdenen, ledet af professor Nikolais, har opgivet alt håb, men efterhånden som sygdommen skrider frem og invaliderer sønnen i skræmmende grad, kommer følelserne i kog hos ægteparret Odone, og de tager kampen op mod det onde - og de etablerede læger.
Eftertænksom morale
Filmen skildrer hr. og fru Odones ihærdighed til hudløshed. Instruktør og manuskriptforfatter, George Miller, har et klart budskab og en eftertænksom morale: Man skal ikke give op, selvom lægerne ryster sørgmodigt på hovedet.
Ikke bevægende
George Millers historie formidler bare ikke sit budskab på en opsigtsvækkende eller bevægende måde. I et problematisk forudsigeligt manuskript med tendenser i retning af "våde hundeøjne"-sørgmodighed med en garanteret opløftende morale bliver man aldrig rigtig revet med.
Lovende start
Filmen starter ellers lovende. Bedst er scenerne, hvor ægteparret Odone får den knusende oplysning om sønnens sygdom. En ulykkelig Nick Nolte der vrider sig på trapperne i sorg kan give selv den mest hærdede seer gåsehud, bl.a. også takket være smuk fotografering.
Mister pusten
Filmen mister dog allerede pusten, da Nick Nolte for alvor åbner munden, og det går op for os, at han skal tale med stærk italiensk accent hele filmen igennem.
Ikke til at bære
Det er næsten ikke til at bære, at så skøn en skuespiller skal kuldsejles på en sådan ubarmhjertig måde. Susan Sarandon er dog endnu værre med sit temmelig mislykkede portræt af den ulykkelige mor.
Oplevelsen hæmmes
I filmens mest intense øjeblikke, akkompagneret af Samuel Barbers evigtskønne "Adagio for Strings" i forskellige arrangementer, kan man sagtens opnå både engagement og indlevelse i historien, men oplevelsen hæmmes hele tiden af den evindelige parlamenteren frem og tilbage mellem læger og forældre. En situation, der dybest set fører tankerne hen på stribevis af amerikanske retssalsfilm.
Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1992, USA, Drama, Børn på film, 128 min.
Dansk titel: Lorenzo's Oil- Nick Nolte (Augusto Odone)
- Susan Sarandon (Michaela Odone)
- Peter Ustinov (Professor Nikolais)
- James Rebhorn (Ellard Muscatine)
- Zack O'Malley Greenburg (Lorenzo)
- Kathleen Wilhoite (Deidre Murphy)
- Ann Hearn (Loretta Muscatine)
- Jennifer Dundas (Nurse Nancy Jo)
- Ann Dowd (Pediatrician)
- Laura Linney (Young Teacher)
- Margo Martindale (Wendy Gimble)
- Michael O'Neill (School Psychologist)
- Richard Cordery (Suddaby Manager)
- Elizabeth Daily (Lorenzo Odone)
- Gerry Bamman (Dr. Judalon)
- Rocco Sisto (Murphy)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- AAN - Bedste skuespillerinde (Sarandon)
- AAN - Bedste originale manuskript
- GG-N - Bedste skuespillerinde (Sarandon)