The Insider (1999)

Instruktør Michael Mann beviser med "The Insider" endnu engang, at han er en instruktør, der er værd at bide mærke i. Ikke helt som de andre, mere omhyggelig: Dvælende og med en beundringsværdig sans for komposition og æstetik.

Han ved for meget
"The Insider" er den sande historie om Jeffrey Wigand, en tidligere topansat hos en amerikansk tobaksgigant, som nu er til fare for koncernen, da han besidder insiderviden, der for alt i verden ikke må nå den amerikanske befolkning.
 

Ihærdigheden bærer frugt

Tv-journalisten, Lowell Bergman, er meget interesseret i at få lokket informationerne ud af Wigand, og journalistens ihærdighed og evne til at overbevise bærer frugt. Wigang indvilliger i at medvirke i et stort tv-interview. Nu er det meningen, at tobaksindustrien skal syde i fedtefadet, fordi den har bildt befolkningen ind, at nikotin ikke er vanedannende. Wigand kan bevise det modsatte.

Seje retssager
Gennem lange og seje samtaler og retssager lykkes det Wigand og Bergman at nå et langt stykke, men da vejen endelig er banet for offentliggørelse, bakker tv-stationen ud.
 

Dødstrusler

Wigand har måttet give familien anden prioritet under den stressende periode, konen og børnene vil ikke stå model til de dødstrusler, familien modtager - samt de vagter, som Bergman er nødt til at placere i Wigands villa.

En æstetisk nydelse
Filmen er stilfuld og fotografisk meget inspirerende. Indstilling efter indstilling er en nydelse for filmelskere med et æstetisk øje.
 

Stærkt skuespil

Skuespillet følger det tekniske niveau med fuld overbevisning. Russell Crowe er bestemt sin Oscar-nominering værdig i en rolle, der giver alle muligheder for at vise talent - Crowe udnytter den. Al Pacino udgør glimrende modspil, ligesom andre meget stærke skuespillerkræfer yder gode bidrag til intensiteten.

En halv time i overkanten
Skønt filmen er både flot og gribende, kan man næsten ikke holde koncentrationen hele vejen igennem. Med sine to og en halv times varighed placerer "The Insider" sig i den efterhånden kendetegnende "Michael Mann-ende", og det er måske nok lige godt en halv time i overkanten. I sidste ende bliver det for anmassende stereotypt med de mange mobiltelefonsamtaler på kryds og tværs i kampens hede.