Stranger Things [1] (2016)

    Da en dreng forsvinder sporløst, kommer det lokale politi på en svær opgave. For det viser sig langsomt, at der er mere mellem himmel og jord.


    MERE MELLEM HIMMEL OG JORD

    Mystik og superkræfter oplevet fra et børneperspektiv leder tankerne hen på flere Stephen King-historier, og "Stranger Things" har da også i mange henseender hjertet i børnehøjde og en udtalt og smittende kærlighed til science fiction-genren. Med sit 80’er-retrolook begår første sæson af serien sig lækkert og kitschet. Der er kælet for detaljen i kostumer og scenografi, og tidsbilledet spiller en central rolle for identitet og udtryk.

    Mere mellem himmel og jord
    Da en dreng forsvinder sporløst, kommer det lokale politi på en svær opgave. For det viser sig langsomt, at der er mere mellem himmel og jord. Drengens mor hævder at være i forbindelse med sønnen til en anden dimension, og en lille gruppe af hans venner sætter sig derfor for at finde vej til dimensionens indgang, godt hjulpet på vej af en mystisk pige med helt særlige evner.

    Fantasi og overnaturlighed
    Fantasi og overnaturlighed spiller således en central rolle. Og med pæn overbevisning i langt de fleste facetter af fortællingen. Helt klart en følge af det jordbundne i at lade de fleste hovedrolleindehavere være børn. Det afvæbner i hvert fald en del af de mange høje luftlag, hvor det fyger med telekinese og heraf følgende overanstrengelsens næseblod. Og børnene spiller forbilledligt i det fantasifulde univers.

    Problematisk Ryder
    Et stærkt problematisk tilfælde for serien er Winona Ryder, der spiller rollen som den forsvundne drengs mor. Det gør hun ikke godt. Faktisk overspiller hun rollen meget, at det bliver en fascination i sig selv. Til alt held er hun ikke helt så meget i billedet, som topkrediteringen ellers illuderer.

    Ærligt udtryk
    Seriens udtryk er ærligt i kraft af det fine tidsbillede, og effektmageriet er som regel sekundært. Når det overnaturlige spidser til, stiger safterne dog tilsvarende, og der er klare tendenser til overstyring i alt fra visuelle effekter til alt for meget (elektronisk) musik. For at serien kan være i balance, har man fokuseret fint på helt almindelige hverdagsproblematikker, blandt andet venskabsprøvelser og kærlighedsøvelser. Det effektueres både hjerteligt og troværdigt.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024