Goon (2011)

Pjattet med vold eller voldeligt pjattet kaster denne sportskomedie bogstavelig talt om sig med blodtude, spark i hovedet og masser af verbale tæsk.

Voldelige kampe
Slagsbroderen Doug Glatt bliver opdaget af træneren for et middelmådigt ishockeyhold. Holdet kan nemlig sagtens bruge Glatts stærke næver i dén ekstremt voldelige kamp, der altid udspiller sig på isen. Jo voldeligere, jo bedre - og dét kan Glatt sørge for.

Usmagelig voldskomik
Undervejs indtræffer en lille romance, og det er faktisk filmens eneste nogenlunde humane afstikker fra det generelt usmagelige voldskomiske. Det er med lidt held en anelse grinagtigt de første par gange, hockeyspillerne bliver slået bevidstløse og må bæres fra banen. Men ret hurtigt bliver fascination til undren: "Goon" har ingen rygrad andet end at brække selvsamme med de hårdest tænkelige metoder.

Musikalsk tilplastret
Filmen er nærved totalindpakket i musikalsk plastik, og det er på ingen måde en hjælp for det i forvejen hysteriske materiale, der bare kører i ring med blod ud over det hele.

Totalfokus på vold
Det ville være til grin at påstå, at "Goon" med sit ishockeyplot lægger op til solid underholdning for den sportsinteresserede. Fokus tages aldrig fra volden, og dén i sig selv har man åbenbart ment, det er værd at gokke humor af i 92 minutter.

Tåbelige stereotyper
Seann William Scott får lagt ansigtet i de rette folder i hovedrollen som Glatt og gør det egentlig pænt. Til gengæld er alle de bøvede ishockeykolleger tåbelige stereotyper. Filmen levner også plads til en noget skinger bøsseparodi - så mangler vi bare en mere gennemført racistisk tematik, men den sørger filmen for at lægge implicit i de mange volds- og gengældelsesaktioner.

Nogenlunde balanceret
Liev Schreiber optræder i en nogenlunde balanceret birolle som Glatts voldskonkurrent. Særligt i scenen hvor de to mødes på en café, er Schreiber uventet afdæmpet i en ellers tyndt skrevet rolle.