Broken Arrow (1996)

    Den ene højtstående militærpilot narres af den anden, der har skumle planer med et flys atomvåbenlast.


    KLICHÉ

    Actioninstruktøren John Woo serverer hér godt halvanden times actionkliché. Det kunne man med lethed sluge, hvis det blev ved dét. Men problemet med "Broken Arrow" er, at historien er så ubeskriveligt dum, at det er til at skrige over.

    Et flystyrt
    De to gode kammerater, Vic og Riley, flyver af sted på en øvelse i et fint militærfly. Pludselig forsøger Vic at dræbe Riley, men det lykkes ikke, og begge når kun lige at katapultere ud af flyet, inden det styrter ind i en klippe. Herefter begynder den vilde jagt: Riley må for alt i verden have fat i atombomberne, inden Vic får gennemført en sprængning.

    Store vanskeligheder
    Helt tilfældigt støder helten Riley ind i en jævnaldrende, køn, kvindelig landbetjent, som morderlig gerne vil hjælpe den trængte pilot. Sammen kommer de i store vanskeligheder, da de skal i kamp mod Vic, der ikke skyer nogen midler.

    Flødebolledårligt spil
    John Travolta spiller så flødebolle-dårligt, at man næsten ikke kan holde ham ud i mere end to minutter. Man kan dårligt mindes at have set så ringe spillet en skurk før.

    Gennemskuet
    Scene efter scene drøner "Broken Arrow" mod det for længst gennemskuede klimaks. Mens Travolta giver prøver på elendigt skuespil, sjasker en glatbarberet Christian Slater og hans nye dulle sig gennem heltedådens farefulde færd.

    Tydeligt studiefilmet
    End ikke effektmageriet er overbevisende. For en gangs skyld er John Woo gået på kompromis med kvaliteten, og man irriteres ofte af tydeligt studiefilmede actionsekvenser.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024