Þrestir (2016)

Rúnar Rúnarsson udbygger her sin kortfilmsperle Smáfuglar (2008) og serverer den krystalliske menneskelige skrøbelighed i spillefilmsformat. "Þrestir", eller "Sparrows" som er filmens internationale titel, er i al sin komplekse enkelhed en smertelig - og mesterlig - film.

Ingen omsorg
Teenageren Ari rejser mod sin vilje hjem til faderen, der bor langt ude vestpå i Island. Moderen er mere optaget af at forfølge et liv med sin nye kæreste, og Ari er nødt til at indordne sig under de alt andet end omsorgsfulde vilkår.

En lille dør på klem
Faderen Gunnar har været fraværende gennem hele Aris barndom, og de nye forkrampede forsøg på at være nærværende drukner hurtigt i alkohol-tågernes gennemførte grimhed. Så Ari forsøger at finde bare en lille dør på klem til fortidens kammerater, men de har boet hele deres liv langt fra storbypulsen og danner par og kliker på kryds og tværs.

Bedstemor med indsigt
Eneste lyspunkt er bedstemoren, der har en fin indsigt i Aris situation og ikke er bange for at skænde på Gunnar, når han endnu engang har ligget bevidstløs efter en heftig fest i det faldefærdige hus for foden af de høje fjelde.

Lyspunkter formørkes
Men selv små døre på klem og medfølgende lyspunkter kan formørkes hurtigt, og Aris udfordring er overhovedet at bevare jordforbindelsen i en hverdag præget af afmagt.

Smerte og afmagt
Rúnarsson har fat om roden på smerten og afmagten hos den unge Ari, og instruktøren sender teenageren ud på tunge prøvelser uden at skele til nogen form for sødladen opblødning. Livet kan virkelig tage sig grusomt ud, og er der nogen, der evner at indfange denne eksistentielle sandhed i tilværelsen, er det Rúnarsson.

Subtil nuancetæthed
Som "Smáfuglar" er "Þrestir" præget af en subtil nuancetæthed, der får de små hår til at rejse sig og former en stor og knugende klump i halsen. Tilskuerens identifikation med og omsorg for Ari bliver vakt, efterhånden som det står klart, at han står alene i en isoleret verden uden empati.

Høj puls
Pulsen er høj, når man er i den ultimative identikation med Ari. Og det er vel at mærke en puls formet udelukkende af filmens gennemført rolige og enkle ærlighed, som den kommer til udtryk i Sophia Olssons fænomenale fotografering, der er fuld af forståelse for melankolien og evigheden i de vestislandske fjelde.

Blik for lyden
Og i lydsiden, der som et af Rúnarssons varemærker er stort set fritaget for underlægningsmusik eller dramatiseret lyddesign. At Ari er korsanger og har den skønneste stemme spiller i stedet en afgørende rolle i få og hårrejsende smukke scener, bl.a. filmens anslag. Endnu engang et stærkt bevis på, at instruktøren har blik for lyden og dens meget store rolle for filmoplevelsen, som det kommer særligt mesterligt til udtryk ved det udtalte fravær.

En indre kamp
Smerten og afmagten, der udspiller sig som et drama og en indre kamp bag Aris store runde og kærlige øjne, kommer ekstremt stærkt ud over rampen fra unge Atli Oskar Fjalarsson. Med en lynende indlevelse formidles alle de grundlæggende følelser over hele paletten. Fjalarsson spillede også en af hovedrollerne i kortfilmen "Smáfuglar".

Attitude til livet
Ingvar Eggert Sigurðsson, der i rollen som Aris far har en helt anden attitude til livet og sin søn, leverer en anden af filmens gennemført stærke præstationer - en fuldendt identikation med de mange kriser, han gennemlever i sin egen uafrystelige alkohollivsstil, ude af stand til at vise kærlighed til sin søn - på en troværdig måde.

Vildskab i landskabet
Vildskaben i landskaberne bliver følelsesmæssige betonklodser. Ari er fastlåst i en landsbyflække i forfald mellem voksne mennesker i tilsvarende åndeligt forfald. Han er et spøgelse i sin egen gamle verden, og hvad har verden at byde på at lyspunkter?