Where the Truth Lies (2005)

Ambitiøs filmisk totalentreprise med fuldpakken af virkemidler i alt fra kamerabevægelser til filmmusik: Atom Egoyan serverer (endnu) en mærkværdigt overstyret film, der har drama på drengen fra start til slut, men som aldrig overbeviser helt.

Kvinder, sprut og stoffer
Inspireret af det virkelige livs komikerpar Jerry Lewis og Dean Martin fortæller Egoyans filmatisering af Rupert Holmes’ roman historien om entertainerne Lanny og Vince, der lever et feteret liv med masser af kvinder, sprut, stoffer – og ikke helt rent mel i posen med tæt forbindelse til mafiaen.

Genstand for mordmistanke
I hvert fald bliver parret genstand for mordmistanke, da en kvinde findes druknet i deres hotelværelses badekar. En ung og attraktiv kvindelig journalist kommer (på flere måder) helt tæt på, men kan hun få lov til at fortælle sandheden, eller er sandheden en løgn? Mange år senere tager hun i hvert fald tråden op, og opsøger det gamle komikerpar.

Konstant bevægelse
"Where the Truth Lies" er en film i konstant bevægelse. Kameraet hviler sjældent, musikken veksler mellem "transportmusik" i form af tidstypisk optempo-jazz og Mychael Dannas originalkomponerede stemningsmusik. Minutterne helt uden musik kan tælles på meget få fingre.

Betændt stof
Det betændte stof med masser af eksperimenterende sex på kryds og tværs af orienteringer, tilsvarende eksperimenter med alkohol og stoffer og i det hele taget det ekstravagante high society-liv burde være guf for dygtige skuespillere som Colin Firth og Kevin Bacon. Men desværre er de højintense scener fortalt med alle de nævnte udenoms-dramtiseringer, så de bliver sjældent helt troværdige.

Komisk og ynkværdigt
Trods alt lykkes det makkerparret Firth/Bacon at levere varen i en håndfuld både komiske og ynkværdige sammenhænge. Og der er passable indhop på birollesiden fra blandt andre Maury Chaykin og David Hayman. Masser af villige kvinder byder sig til, bedst er Alison Lohman i al sin underspillede uskyld.

Ét langt tilbageblik
Filmen fortælles mere eller mindre i ét langt tilbageblik, hvor både Lanny og Vince ser tilbage på livet som partnere i en omtumlet showbusiness-karriere med uendeligt mange ikke helt stuerene afstikkere. Det bryder rytmen med de mange monologer om fortidens små og store synder, når man hellere vil have fokus på handlingens egen strøm.