Adam (2009)

Endnu en diagnosefilm, denne gang med Aspergers i centrum. "Adam" vandt gehør på Sundance-filmfestivalen og skildrer da også Asperger-hovedpersonens kvaler ganske fint og jordbundet.

Livet i faste rammer
Adam er single med Aspergers syndrom og fører sit liv i meget faste rammer. Lige indtil faren dør, og han står meget alene i sin nøje tilrettelagte verden. Men da billedskønne Beth flytter ind i Newyorker-opgangen, åbner der sig døre til en ny verden, hvor l'amour endda kan komme på spil.

Et almindeligt liv?
"Adam"s mission synes at være at berette, at personer med Aspergers syndrom skam også kan have et almindeligt liv – tilnærmelsesvis. Og dét kan i sig selv hurtigt antage problematiske former i fortællingen, hvis ikke besøgelsestiden og kvalmegrænsen kendes.

Ok nuttet historie
Instruktør- og manuskriptforfatter Max Mayer har i det store og hele formet en ok nuttet historie, bedst i den første times tid og mere med slagside mod det vamle i den über-fantastiske afrunding. Balancen er hårfin, og Mayer mestrer den ikke.

Fin indledning
Troværdighedsfaktoren er helt central, og her er du hooked i den fine indledning, hvor særligt Hugh Dancy har succes med at indkapsle asperger-temaet. Der går dog snart for meget lykkelig love you i historien, hvor Beths familieproblemer (eller rettere hendes karrierefars) stikker lidt ud i en uvedkommende retning.

Unødvendig musik
Der er også tendenser i retning af påpøsning af helt unødvendig og hjernecenter-kaprende musik: Stemningen er ind imellem anspændt – Adam er jo ikke helt normal! Så er det åbenbart vigtigt lige at understrege, at det nok skal gå alt sammen. Og det gøres hér med brusende violiner.

Passabel lillepigecharme
Rose Byrne udfylder rollen som Adams kærestepotentiale med passabel lillepigecharme, ligesom hendes forældre i det nævnte uinteressante sidespring er irriterende skygger i skikkelse af Peter Gallagher og Amy Irving. Med masser af I Love You, Daddy’s til følge.

Tyk kliché
Det er også Beths karrierefar, der træder i anti-aspergerkarakter og på det kraftigste råder datteren til ikke at involvere sig i et forhold med Adam. En tyk kliché, som filmen slipper alt andet end heldigt af sted med. Til gengæld er slutningen åben og ikke – som nærved ventet – tyk af lykke.