Jakob the Liar (1999)

    En jøde med let til at lyve sætter ny kulør på tilværelsen blandt kammeraterne i ghettoen under 2. verdenskrig.


    STEMNINGSFULD FORTÆLLING

    Man kan her opleve Robin Williams i en af sine mere interessante roller, hvor han ikke nødvendigvis tvinger alle smilemuskler ud i fuldt stræk på en gang i hver eneste scene. "Jakob the Liar" tilbyder både Robin Williams og et bredt publikum mere end almindelig lørdagsunderholdning. Det er en film med både sjæl og engagement.

    Livet i ghettoen
    Jakob Heym knokler sammen med en masse andre ligesindede jøder rundt i en tyskkontrolleret polsk ghetto under 2. verdenskrig. De fleste jøder er ved at tabe modet i takt med, at flere og flere blandt familie og venner fragtes bort til gaskamrene. Men en simpel misforståelse skal blive begyndelsen til en helt ny verden blandt ghettoens beboere.

    Den usynlige radio
    Folk i ghettoen tror, at Jakob har en radio, hvorigennem han følger nyhederne fra den store verden. Og da først alle er begyndt at tro på den søde løgn, ser Jakob ingen grund til at stoppe de livgivende løgne om russerne, der nærmer sig og snart skal komme og befri dem.
     

    Håbet breder sig

    Håbet breder sig i ghettoen, og selvmordsraten falder bemærkelsesværdigt. Jakob kæmper en evig kamp for at holde vennerne fra radioen, som han ikke har. For en afsløring ville jo have katastrofalt deprimerende følger. Men det er som bekendt svært at leve evigt på en løgn, og endnu sværere er det for Heym i krigstid og med en forældreløs pige hemmeligt boende i sin lejlighed.

    Omhyggelig fortælling
    Smukt og omhyggeligt fortalt, aldrig overstadigt eller halvhjertet: "Jakob the Liar" giver sig tid til sine scener og personer. Robin Williams er bedre end sædvanligt, og der er mange gode skuespillere, der yder ham pænt modspil. Bedst er Alan Arkin og Armin Mueller-Stahl. At kalde "Jakob the Liar" en film i stil med Schindler's List (1993) ville være en overdrivelse.

    Mindeværdigt
    Dertil er der simpelthen for lidt styrke og sjæl i historien. Men "Jakob the Liar" er alligevel en ganske mindeværdig film, som man bør tage sig tid til at se.



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1999, Frankrig, Ungarn, USA, Krigsdrama, 112 min.

    Dansk titel: Løgneren
    Instr: Peter Kassovitz Prod: Steven Haft, Marsha Garces Williams Manus: Peter Kassovitz, Didier Decoin Baseret på: roman af Jurek Becker Foto: Elemér Ragályi Klip: Claire Simpson Mus: Ed Shearmur