Big Eyes (2014)

En uortodoks afstikker for den uortodokse instruktør Tim Burton: "Big Eyes" er noget så sjældent som reel mainstream med en sødladen grundtone fra den normalt så utilregnelige og farvestrålende amerikaner.

Glansbillede-motiver
Jovist, der er farver nok i det biografiske drama "Big Eyes", for hovedpersonen er det virkelige livs kunstmaler Margaret Keane, der op gennem 50’erne og 60’erne blev kendt for sine (glansbillede-)motiver af lidende børn med meget store øjne.

Uden handlekraft
Eller rettere, Margarets mand Walter blev kendt. For han tog hurtigt æren for malerierne efter at have giftet sig med den alt andet end handlekraftige kvinde. Margaret formåede ikke at pippe imod, og der skulle gå mange år, før en mulighed for retfærdighed viste sig.

Et hektisk årti
Burton kunne have valgt mange andre veje i sin genfortælling af Keane-parrets mest hektiske årti. Og man havde da nok også forventet andet og mere end den blotte glansbillede-spejling i både fortælleteknik og historie. Men "Big Eyes" er en helt igennem forudsigelig og pyssenysset film, der ikke levner ret meget initiativ til eftertanken, komplet med et nærved konstant og dræbende musiktæppe, komponeret af Burtons hofkomponist gennem mange år Danny Elfman.

Kuet og bundnaiv
Amy Adams vandt en Golden Globe for sit portræt af den kuede og bundnaive Margaret, og Christoph Waltz nomineredes til samme ære. Adams har fine øjeblikke, mens Waltz synes fejlcastet (og ukomfortabel) i rollen som den helt igennem svindleriske spradebassemand – ikke en troværdig præstation.

Omtumlet tilværelse
Filmen giver et fint indblik i Keane-parrets tumultariske tilværelse, og Margaret Keanes svaghed skriger til himlen som et selvfølgeligt irritationsmoment. Tidsbilledet er omhyggeligt og lækkert, og her ses ind imellem en rem af Tim Burtons fænomenalt kendetegnende (farve-)æstetik.