Wild Wild West (1999)

    To kreative cowboys bekæmper en kreativ og ond opfinder i det vilde vesten.


    SPRUDLENDE GALSKAB

    "Wild Wild West" er utvivlsomt farverig westernkomik med fantasifulde science fiction-undertoner: Will Smith og Kevin Kline udgør det umage makkerpar, som i Det vilde Vesten er oppe imod en benløs ond opfinder med ækle planer om at overtage USA med vold og magt.

    I højt gear
    Hele tiden i højt gear og med spøjse, ofte overraskende indfald giver "Wild Wild West" sine tilskuere smæk for skillingen, men der kommer også et tidspunkt, hvor spasmageriet tager overhånd, og filmen generelt bliver lidt for fjollet. Det underbygges af alt for karikeret spil og oceaner af underlægningsmusik.

    Særpræget multigenrefilm
    Alt i alt dog en underholdende og særpræget multigenrefilm med livgivende humor og overbevisende teknisk flair, og selvom plottet sine steder bærer præg af scifi-komisk metaltræthed, er der alligevel glimtvis meget originale indfald. Således bærer man lettere over med det hyperaktive.

     

    Smittende energi

    Samspillet mellem Will Smith og Kevin Kline er ikke ueffent, og i de mest vellykkede, konglomeriske scener sprudler energien smittende. Det er dog også en hårfin balance, før filmen kammer over i det popsmarte, og veteraninstruktør Barry Sonnenfeld træder flere gange vande i det farvestrålende filmunivers.



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1999, USA, Western, Action, Komedie, Science Fiction, 93 min.

    Dansk titel: Wild Wild West
    Instr: Barry Sonnenfeld Prod: Barry Sonnenfeld Manus: S.S. Wilson, Brent Maddock, Jeffrey Price, Peter S. Seaman Foto: Michael Ballhaus, Stefan Czapsky Klip: Jim Miller Mus: Elmer Bernstein