La passion de Jeanne d'Arc (1928)

Carl Th. Dreyers mesterværk fra 1928 var banebrydende i sin brug af nærbilledet. Man har såmænd dårligt nok heller siden set teknikken brugt så kraft- og virkningsfuldt som i "Jeanne d'Arc".

Ægthed & følelse
Hele historien er fortalt med en sådan ægthed og følelse, at man kniber sig selv i armen. Det er stærkt, det er virkningsfuldt og virtuost.

Legendeforgyldning

Dreyer udtalte selv om filmen: "Målet med Jeanne D'Arc var for mig at trænge gennem legendeforgyldningen, ind til selve den menneskelige tragedie - bag den kunstige glorie finde selve den synske pige som hed Jeanne. Jeg ville vise, at også historiens helte er mennesker, og for at lette tilegnelsen indskrænkedes dekorationerne til bare at antydes, og de kostumeformer valgtes, der stod vor tid nærmest".
 

En proces

Efter at den unge kvinde, Jeanne d'Arc, ved et forræderi var faldet i englændernes hænder, indledte Éveque Pierre Cauchon en proces mod hende.

Gudsbespottelse
Der var grundlag nok for en sådan proces. Jeanne hævdede ikke blot, at hun var sendt af Gud for at hjælpe den franske konge, men hun påstod også, at hun var Guds datter, som Jesus er Guds Søn. Det oplevedes som intet mindre end gudsbespottelse.

Sendt af Djævelen
Selvom man under afhøringen forsøger at lokke Jeanne til en udtalelse, som kan kompromittere hende, holder Jeanne fast i sine udtalelser og indser ikke, at de åbenbaringer, hun har haft, og at de stemmer, hun har hørt, ikke kommer fra Gud, men er sendt af Djævelen.

I torturkammeret
Heller ikke torturkammeret kan få Jeanne d'Arc på andre tanker, og ved ikke at underskrive en erklæring om, at hun har været under indflydelse af djævelen, underskriver hun sin egen dødsattest.

Hver indstilling er et kunstmaleri
Hver indstilling er et kunstmaleri i sig selv. Man kan ikke se sig mæt i Dreyers fabelagtige kompositioner. Skuespillet er et kapitel for sig med sjældent set intensitet og ægthed. Maria Falconetti er guddommelig.

Overrumplende
Dreyer beviser med "Jeanne d'Arc" for nutidens tonefilmsforvænte filmelskere, at en films sande styrke ligger i kompositionen og fortælleteknikken. En film behøver, som vi kan se det her, ikke lyd i alle kanaler for at fortælle en overrumplende historie.