Star Wars: Episode I - The Phantom Menace (1999)

Anmeldte Star Wars-film:
Star Wars: Episode I - The Phantom Menace (1999)
Star Wars: Episode II - Attack of the Clones (2002)
Star Wars: Episode IV - A New Hope
Star Wars: Episode V - The Empire Strikes Back 
Star Wars: Episode VI - Return of the Jedi

George Lucas' hårdnakkede påstand om, at han aldrig mere ville instruere film, holdt altså ikke stik. 22 år efter indspilningen af den oprindelige "Star Wars" i 1977 vendre han således tilbage i sædet som dirigent for det fjerde udspil i stjernekrigssagaen.

En "prequel"
Som det uden tvivl er mange bekendt, foregår "Star Wars: Episode I" mange år før filmen fra 1977. Det er en såkaldt prequel, altså netop en film, hvis handling udspiller sig før den tidligere indspillede film. Således følger vi nu kendte stjernekrigs- figurer i deres pure ungdom og får et indblik i, hvorfor de blev, som de blev.

Gennem lyssværd og galakser
Det er to europæiske skuespillere, der denne gang indtager rollebesætningens top. Liam Neeson er den skæggede Jedi, Qui-Gon Jinn, og hans højre hånd, Obi-Wan Kenobi, spilles af Ewan McGregor. Sammen får de to til opgave at uddanne den unge og håbefulde Anakin Skywalker til at blive en ægte "Jedi", og det bliver - ikke overraskende - en farefuld færd gennem lyssværd og galakser.

En slem skuffelse
Næsten fra start til slut er "Star Wars: Episode I" en slem skuffelse. Den præsterer absolut intet, der kan kædes sammen med dén sjæl og stemning, der var over de tidligere film. "Episode I" synes ikke at have nogen ambitioner på stjernekrigsplanet ud over at servere masser af animerede tju-bang-effekter akkompagneret af vakse replikker, som oftest sagt af spøjse væsner, der konstant overgår hinanden i usandsynlig fremtræden.

Historie og skuespil i tredje række
Skuespillet kan være på et meget lille sted. Hverken Neeson, McGregor eller nogen af de andre skuespillere får mulighed for at præstere noget nævneværdigt. Fænomenet gentager sig selv: Effekterne i både lyd og billede har første prioritet - så må historie og skuespil øjensynlig komme i tredje række. Ind imellem imponeres man over en flot effekt eller to, men det er meget skuffende, at det er alt, hvad George Lucas har kunnet få ud af dette enorme projekt - hans livsværk. John Williams står igen for de sødladne, om end glimtvis episk tilbageskuende toner.