You Only Live Twice (1967)

    Kvinder, kvinder, pænt tøj og... arbejde. Det er opskriften på en James Bond-dag. Denne gang er specialagenten i det fjerne østen.


    AGENT 007 SLÅR TIL IGEN

    James Bond film #5 finder sædvanen tro specialagenten James Bond på charmeoffensiv med livet i hænderne. I denne film kan han tilmed takke en af sine kvindelige beundrere for, at han ikke bliver skudt ned på åben gade.

    Op i højeste gear
    Bond må op i højeste gear i mere end én forstand i kamp mod en truende 3. verdenskrig, hvor slemme bagmænd er ivrige efter at få sat fut i kanonerne, så verden kan brænde op. Med sådan et plot er der for alvor lagt op til en action packed Bond-filmoplevelse, og lagt i hænderne på instruktør Lewis Gilbert, skal det vise sig at blive temmelig vellykket.

    Spidsfindigheder
    Gilbert instruerede 3 Bond-film, og denne var hans første: "You Only Live Twice" rummer mange spidsfindigheder - især i den lovende og yderst medrivende start - men senere rodes der også i tiltagende grad rundt i alt for meget overdimensioneret tjubang.

     

    Underholdningen er hjemme

    Det ødelægger dog langt fra underholdningen: Den er hjemme, og Sean Connery er veloplagt som den feterede og snarrådige specialagent. Der er en fin billedlig variation med flot on location-fotografering som ekstra nydelse i denne film. Samtidig er John Barrys ikoniske musik et herligt varemærke-lydtæppe, der understøtter de potente begivenheder uden helt at drukne dem.



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024