Erin Brockovich (2000)

Her må man give Julia Roberts decideret rosende ord med på vejen, og det i sig selv er jo helt fantastisk: Det er med andre ord dejligt at opleve, at Julia Roberts rent faktisk besidder andre kvaliteter end (stemplingen som) lille-pige-ydre og en spinkel, småsexet stemme.

Vedkommende drama
Men Julia Roberts får altså også rigtig meget godt at arbejde med i Steven Soderberghs utroligt slagfærdige og vedkommende drama. For det første spiller hun over for en af Storbritanniens største skuespillere, Albert Finney, men nok så vigtigt ligger der et velskrevet manuskript til grund.

Ufiltreret facon
Den uheldige enlige mor Erin er ved at løbe sur i al modgangen, men så skaffer hun sig, ved hjælp af sin ufiltrerede facon, et arbejde hos advokaten Ed Masry. Hun er ikke populær blandt sine kvindelige kollegaer, bl.a. fordi hun altid siger lige, hvad hun mener. Men Erin kan andet end bare snakke og klæde sig vovet. Hun bliver hurtigt meget engageret i sit arbejde og begynder at afdække en enorm sag, hvor mange hundrede mennesker er blevet livstruende syge af at drikke postevand. Ed Masry er ikke meget for at indlede en så stor sag ene mand imod en kæmpe virksomhed med milliardkapital. Men her presser Erin endnu engang på og arbejder hårdt for at indhente de nødvendige beviser.

Fremragende samspil
En af de største kvaliteter ved filmen er samspillet mellem Julia Roberts og Albert Finney. Sidstnævnte er afgjort den største skuespiller af de to, men det er som om, han smitter af på Roberts, så hun får endnu mere gennemslagskraft. Der er mange vidunderlige dialoger i filmen, de fleste af dem tilmed virkelig morsomme. Humoren har i det hele taget en afgørende betydning for filmens "sjæl", ellers var det hele gået op i en dødsens alvor. Man kan kun glæde sig over de skønne øjeblikke, hvor man får lov til at grine.